Tversted Søerne er med på ny smuttur guide
Trænger du til inspiration til den næste weekendtur eller påskeudflugt?
Afveksling til løbeturen? Eller det perfekte spot til en picnic med børnene? Nordjylland er fuld af skønne naturattraktioner, som mange af os ikke kender. I den nye inspirationsguide Smutturen.dk kan du finde smutture til 11 unikke naturoplevelser i Nordjylland.
Af de 11 steder ligger syv i Vendsyssel og heraf tre ved Skagen.
Det er Råbjerg Mile, Den Tilsandede Kirke og naturligvis Grenen.
De øvrige steder i Vendsyssel er Tversted Søerne, Rubjerg Knude Fyr, Store Vildmose og Jyske Ås.
Danmark er dækket af ca. 23 procent natur og mere end 7.300 km kyststrækning, der gemmer på en lang række skønne naturattraktioner, som er ganske gratis at besøge. På Smutturen.dk kan du ved hjælp af et Danmarkskort finde de naturattraktioner, der er tæt på dig. Du kan både læse om stederne, se flotte billeder derfra og lave en rejseplan. Sitet kan tilgås fra computer, tablet og telefon og kan både bruges som inspiration og praktisk rutevejledning, når du sidder derhjemme, er i sommerhuset eller langt ude i skoven
De 11 steder, der er blevet udvalgt i Nordjylland, byder på smuk natur og masser af oplevelser for børn og voksne. Der var 580 naturattraktioner indstillet til Smutturen, og de 11 naturoplevelser er blevet nøje udvalgt sammen med 39 andre naturoplevelser i resten af Danmark.
Det er landets kommuner og turismeorganisationer, der har stået for at indstille deres lokale naturoplevelser, mens et ekspertpanel med fire fagdommere har udvalgt de i alt 50 særlige steder fordelt over landets fem regioner.
Bag Smutturen står Realdania i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, Naturstyrelsen og VisitDenmark. Målet med initiativet er at gøre opmærksom på disse særlige steder og naturoplevelser, så endnu flere danskere og udenlandske turister vil besøge dem og få glæde af dem.
"Vi skal åbne flere menneskers øjne for de fantastiske stedbundne attraktioner, vi har rundt om i landet. Smutturen skal hjælpe besøgende til at finde stederne. Samtidig skal den være med til at vise, hvordan et område kan skabe positiv lokal udvikling ved at dyrke de lokale potentialer," siger Anne Skovbro, der er filantropidirektør i Realdania.