Billede beskrivelse

”Tunge” Venstre-drenge i Tversted

Nuværende og tidligere minister samt folketingskandidat til generalforsamling, da Venstre i Hjørring kommune mødtes på Tannishus

28. marts 2019 kl. 10.45

TVERSTED: Omkring 100 medlemmer var tirsdag mødt op til Venstre i Hjørring kommunes generalforsamling på Tannishus i Tversted.

Generalforsamlingen blev ledet af dirigent Troels Bidstrup Hansen.

Ove Jacobsen blev genvalgt som formand, ligeledes blev Jeppe Gleager, Søren Bendtsen og Thomas Baggi genvalgt til bestyrelse. Jesper Jungclaus havde valgt at stoppe i bestyrelsen, i stedet blev Birgit K. Larsen valgt - bestyrelsen skal ifølge vedtægterne konstitueres inden for 3 uger.

Formanden gjorde i sin beretning opmærksom på de nye tiltag, der har været i 2018. Der har bl.a. været holdt nogle åbne møder for alle, hvor der er blevet taget nogle aktuelle emner op bl.a. ulve, ældrepleje og lukning af plejehjem. Disse møder har trukket op mod 100 gæster.

Som endnu et nyt tiltag har man valgt at lave nogle åbne gruppemøder, disse er dog kun for medlemmer - men alt sammen for at komme tættere på politikerne og gøre sin mening gældende.

Efter generalforsamlingen var der orientering og debat med henholdsvis EP-kandidat Søren Gade, skatteminister Karsten Lauritzen og gruppeformand Henrik Jørgensen.

Søren Gade orienterede om det kommende EP-valg. Karsten Lauritzen om de seneste tiltag, der har været fra regeringen, mens Henrik Jørgensens indlæg drejede sig primært om lukningen af plejehjemmet i Tornby samt vindmøller.

Henrik Jørgensen og venstres gruppe mener, at det er et overgreb på beboerne at tvangsflytte dem, som det ønskes af et snævert flertalt i byrådet. Henrik er af den opfattelse af man nemt kan finde finansieringen. Netop plejehjemslukningen var årsagen til, at venstre ikke kunne stemme for budgettet.

Efterfølgende blev der diskuteret vindmøller, Henrik mener ikke der skal opføres flere møller på land, men udelukkende på vand. Møllerne gav grundlag for en god diskussion.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste