TUI har udnævnt Torkil Nielsen til æresmedlem
Generalforsamlingen kvitterede for mange års engagement med hædersbevisning
HJØRRING: Torkil Nielsen, selvstændig tømrer i Morild Tømrer og Maskinsnedkeri, er udnævnt som æresmedlem i Taars-Ugilt Idrætsforening (TUI).
Det skete på foreningens generalforsamling, hvor Torkil Nielsen blev hyldet.
Gennem flere årtier har Torkil Nielsen været aktiv i foreningen. Og ud over selv at være aktiv, har han også sørget for, at de tre sønner blev en del af fællesskabet i TUI.
Alle sønnerne har været en stor del af gymnastikken i Taars, både som instruktører på forskellige hold, og ikke mindst som gymnaster. De har været med hele vejen fra forældre/barn til seniorholdene. Som seniorer har de også optrådt både for Nordjyllands Aspiranthold, og repræsentationshold.
- Altid med faderens støtte på sidelinjen, lyder det i indstillingen.
- For 15 år siden kom Torkil Nielsen med en idé om at sætte sponsorer på sine firmabiler. Det viste sig at være en rigtig god idé, og på den måde har han samlet store mængder sponsorkroner ind til gymnastikafdelingen. Uden ham havde dette ikke kunne lade sig gøre, lød det i indstillingen gymnastikafdelingens formand, Brian Jensen.
Samtidig med at reklame-ideen blev ført ud i livet, blev han valgt ind i gymnastikafdelingens bestyrelse, som han har været en aktiv del af i over 10 år.
- I omkring 20 år har han som gymnast været trofast deltager sæson efter sæson, hvor han har delt ud af sit gode humør og i den grad bidraget til det gode sammenhold i foreningen. Til forskellige arrangementer kan man altid regne med ham som glad og entusiastisk hjælper, om det bar-tjans til den årlige seniorfest i Vrå, slæbe redskaber til lokalopvisningen eller borde og stole til arrangementer i hallen. Om nogen en mand, der fortjener en hyldest og tak, lød det i indstilling fra Gymnastikafdelingens formand, Brian Jensen.