Træls besked til Hoffe under Femhøje Festival
HJØRRING: Influencer Daniel Hoff - bedre kendt som Hoffe - fik en rigtig træls besked, mens han passede sit arbejde under Femhøj Festival i Hjørring.
Festivalen var kun få timer gammel, da søsteren ringede.
- Der har været indbrud i mit hus. Min søster har lige ringet, sagde han og tilføjede, at alt hjemme i huset i Give er gennemrodet.
Han kunne senere konstatere, at smykkerne fra hans Gulddreng-karriere var forsvundet. Det samme er smykkerne han bruger, når han optræder som Jyden.
Podcast-udstyr, it-udstyr og kameraer er også blevet tyvenes bytte.
- Jeg havde også nogle lidt dyre ure - flere af dem har indgravering. De er også væk.
Hoffe fortsatte sit arbejde som konferencier på Femhøje Festival for som han sagde med et ærgerligt skuldertræk: - Der er jo ikke så meget at gøre ved det.