Til Åben By i Tornby trods silende regn

17. august 2017 kl. 08.42

Selv silende regn kunne ikke holde folk hjemme fra Åben By i Tornby i lørdags, hvor Erhvervsforeningen, Dagli’Brugsen og byens andre foreninger igen i år havde arrangeret en storstilet landsbyfest. Det hele foregik omkring Dagli’Brugsen, hvor der var guldgraveri for børnene, ansigtsmaling, smagsprøver på grillet dådyrpølser, almindelige pølser fra grillen og ikke mindst en stor kagekonkurrence.

På området bag Brugsen havde KFUM spejderne tændt bål, og børnene kunne lave snobrød og høre mere om spejderne i Tornby/Vidstrup.

- Heldigvis er vi mange spejdere i Tornby/Vidstrup området. For tiden er der 50 børn og unge op til 19 år, og det synes jeg er flot for vores lille lokalområde. Selvom vi er mange, er nye spejdere altid velkommen, fortæller gruppeleder Tommy Sørensen.

Ved siden af spejderne fik børnene tilbudt en ridetur på fine islandske heste som Line Vandkjær var kommet med.

Der var stor interesse for at smage de grillede pølser lavet af kød fra slagtede dådyr. Det var Fun Park fra Hirtshals, der stod på pladsen og grillede og tilbød smagsprøver.

- Kødet er fra vores egne dyr, der er blevet slagtet i Tylstrup Slagtehus. Pølserne har en speciel smag, som folk godt kan lide, siger ejeren af Fun Park Allan Kristensen.

Til kagekonkurrencen var der indleveret 4 børnekager og 3 voksenkager, hvis kvalitet og smag blev bedømt af et kvalificeret dommerpanel bestående af Henning Sigsgaard, Flemming Gade, Jørgen Dalsgaard og Janice Hunter. Vinderne af børnekagerne blev Emma og Frida på en delt førsteplads. Andenpladsen gik til Amalie og tredjepladsen til Victoria. Vinderen af voksenkagerne blev sognets nye præst Sara Dommerby Toft, der havde bagt en flot kage formet som Tornby Kirke.

Tornby Gl. Købmandsgaard uddelte smagsprøver på Tornby Bjesken, og Tornby Idrætsforening fortalte om efterårets store projekt "Tornby i Bevægelse for Seniorer", hvor alle borgere på 60+ inviteres til fysisk aktivitet og socialt samvær. Der er informationsmøde i hallen tirsdag den 29. august klokken 09.00, hvor alle er velkommen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste