Billede beskrivelse

Teatertalenter viser vej til Mars

27. august 2017 kl. 10.20

Teater Talent Vendsyssel går fra 31. august på scenen med deres forestilling, "Vejen til Mars". Et psykologisk drama, hvor ni unge mennesker kontraktligt har forpligtet sig til at deltage i et realistisk videnskabeligt forsøg.

De skal i 520 dage leve isoleret i en fiktiv rumkapsel. Tiden i rumkapslen skal bruges på fysiske opgaver, for at kunne holde sig selvforsynede. Det viser sig dog hurtigt, at det psykiske pres er langt større, end det fysiske, og de involverede befinder sig pludselig i en kaotisk tilværelse, hvor psykologisk drama og intriger kører på højeste niveau - en historie, der balancerer mellem fakta og fiktion, da inspirationen til stykket er hentet fra virkeligheden.

"Vejen til Mars" er skrevet af forfatter Daniel Wedel og Masterklassen på Næstved Gymnasium med støtte fra DramatikVærket Filuren. Forestillingen er instrueret af skuespiller og underviser Frank Gundersen.

Det er Vendsyssel Teaters ni elever fra Teater Talent Vendsyssel årgang 16/18, der står på scenen i talentholdets midtvejsforestilling. De 9 elever er: Elvira Heerulff, Emma Sophie Kristensen, Frederik Olsen, Iben Boa Noe, Ingrid Middelboe, Marie Bonde Pilgaard, Nicolai Gregersen, Tristan Meedom Seholt og Veronica Haae Høyrup.

Teater Talent Vendsyssel er et to-årigt grundforløb for unge i alderen 15-20 år. Holdet undervises i gennemsnitlig 10 timer om ugen ved siden af deres øvrige uddannelse. De bliver undervist i skuespilteknik af professionelle kunstnere på højt niveau. Der bliver optaget nyt hold hvert andet år, gennemsnitlig bestående af ca. 10 elever pr. hold.

"Vejen til Mars" vises på Vendsyssel Teater fra 31. august til 2. september 2017.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste