Tårs-pige klarede "paragrafferne" med Jura
Lokale piger har den sidste uges tid været i Norge for at ride om det nordiske mesterskab for fjordheste i dressur. Dette bød på en flot guldmedalje til Lisa Therkelsen og hesten Glibings Jura.
Lisa Therkildsen og hesten Glibings Jura tog turen til Borge Rideklub, Frederikstad i Norge for at ride nordisk mesterskab for fjordheste for seniorryttere i dressur, Lisa skulle her debutere i noget der hedder PRI klasser. Stævnet blev redet som to afdelinger, hvor Lisa red sig ind på en flot 3. plads på førstedagen og en førsteplads på sidste dagen. Dette gav samlet en guldmedalje til Lisa, Jura og Danmark.
Lisa er 21 år og Jura 6 år. Lisa tilred jura for godt og vel et år siden, hvorefter hun efterfølgende købte hende og siden har hun og Jura kæmpet for at nå dertil hvor de er i dag
Det sidste halve år har Lisa mere eller mindre deltaget i stævner hver weekend og med flotte resultater, hvor de blandt andet for halvanden måned siden blev nr. 3 i DM for fjordheste, denne placering gav adgang til det nordiske mesterskab.