Succesfyldt efterår kulminerer med en rekordstor efterårsferie på Hirtshals-attraktion
September og oktober har artet sig en aldeles positiv retning i forhold til antal besøgende på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. På trods af begrænset antal gæster fra nærmarkederne Sverige og Norge, så er tallet for de 2 måneder væsentlig højere end samme tidspunkt sidste år, og det andet højeste i 10 år. Gæsterne kommer primært fra Danmark og Tyskland.
- Det er virkelig glædeligt og tilfredsstillende, at vi efter en lang nedlukning i foråret, og en tøvende start på ny sæson, stadig med coronarestriktioner i form af coronapas og adgangsbegrænsninger, får et så godt efterår, siger direktør Karl Henrik Laursen.
Han fortsætter:
- Turisttilstrømningen er altafgørende for os, og at sommerhuse, feriecentre og campingpladser er godt besøgte smitter af på os. Ikke mindst de tyske gæster har fundet vej til det nordlige Danmark udenfor sommersæsonen, og det kan vi sagtens mærke
Efterårsferiens tema, ”Fortidens giganter”, med havets ”dinosaurer” i fokus, er en del af årets store tema: den ”Nordsøiske Tidsrejse”. Denne udstilling vil være der resten af året. Desuden holder akvariet åbent juleaftensdag samt mellem jul og nytår.
Oplevelser hele året med årskort fra Nordsøen Oceanarium
Aldrig har danskerne haft mere lyst til gode, ægte oplevelser som nu, og et årskort til Nordsøen Oceanarium byder på netop dette. Årskortet giver entré til Nordeuropas største akvarium alle åbningsdage (350 i 2022), invitation til tema – og særarrangementer samt 10 % rabat i café og butikken. Der er også en række fordele hos akvariets mange samarbejdspartnere. Blandt meget andet kan nævnes 50% rabat til Aalborg Zoo, Kunsten, Kattegatcentret og Randers Regnskov.