Billede beskrivelse

Storsejr til Hjørrings futsal-team i fantastisk kulisse

16. november 2021 kl. 07.23

HJØRRING: Hjørring Futsal Klub skabte futsal-fest i Park Vendia, da klubben mødte Sønderborg i Park Vendia. Omkring 400 tilskuere var inviteret med som gæster, og de sørgede for en fantastisk kulisse under hele lørdagens opgør.

På forhånd var der lagt op til et meget lige opgør, hvor duellanterne fra Sønderborg Futsal historisk set havde et lille indbyrdes overtag.

Men sådan skulle det langt fra gå. Hjørring Futsal Klub fik i den grad sendt et signal til omverden om, at klubben mener det seriøst i år. Sønderborg, der indenfor de seneste sæsoner har været i både finalen og semifinalen, blev sendt hjem med et 9-0 nederlag. Selvom det var en velfortjent sejr til HFK, lagde Sønderborg sig ikke ned og blev ved med at spille - men som Sønderborg selv har skrevet i deres eget referat, så ville bolden bare ikke ind bag en storspillende William Rams. Han har nu sammen med resten af HFK-defensiven blot lukket ét mål ind på tre kampe; på trods af, at man har mødt både Sønderborg og Lystrup, der sammen med HFK regnes som de to stærkeste mandskaber i vest.

Kampen kort

I første halvleg udnyttede sidste sæsons topscorer, Arfan Habibi, en fejl i Sønderborg-defensiven og fik dermed taget hul på denne sæsons målscoring. I anden halvdel af 1. halvleg kunne HFK bringe sig foran både 2 og 3-0 efter to indsparkskombinationer, hvor henholdsvis udeholdets Emil Skursh, og vores egen Casper Knudsen fik sidste fod på.

HFK fik en perfekt start på anden halvleg, da udeholdets Oscar Brodersen var uheldig at heade en bold i eget mål. Herefter kom Sønderborg frem til mere og mere, men både en heroisk HFK-defensiv og William Rams i buret stod i vejen for flere nærgående afslutninger.

I stedet kunne Mads Philip Thomsen med et flot solomål bringe HFK foran 5-0, inden han minuttet efter fandt blot 17-årige Mads Kjeldgaard, der kunne notere sig for sæsones tredje fuldtræffer.

Det blev også til 7-0, da Ermin Kasumovic scorede imod sin gamle klub. Kort tid efter var han ved at gøre det til 8-0, men storebror, Elmedin Kasumovic kom i vejen. Uheldigt for ham gik den i mål. Til sidst kunne Ruben Winther gøre det til slutresultatet 9-0 med et skud der gik igennem benene på både en Sønderborg-forsvar og Dennis Skipper i målet.

- En fantastisk præstation af hele holdet, hvor ikke en eneste målscorer scorede mere end én gang. Defensivt var ingen for fine til at deltage og offensivt kombinerede man sig frem til mange chancer, lyder det fra klubben.

Ni ud af ni mulige

Med sejren ligger HFK med 9 point ud af 9 mulige - som det eneste hold på tværs af øst og vest. Samtidig har man en målscore på imponerende 16-1, så man kunne ikke drømme om en bedre sæsonstart!

Næste opgave er 4. december kokken 16, hvor Broager UI venter hjemme i Park Vendia.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste