Stor tilstrømning til KFUM spejdernes loppemarked
Man kunne næsten tro, at det var en hel byfest, der var i Mosbjerg i lørdags, da KFUM spejderne holdt loppemarked. For det var ikke blot et loppemarked i traditionel forstand, der var også mange andre aktiviteter, der mindede om en byfest. Og med de mange mennesker, der var ved spejderhuset, virkede det også nærmest som om, at alle indbyggere i Mosbjerg havde fundet vej til loppemarkedet.
Allerede før åbningen var der mange, der utålmodigt ventede på, at klokken blev 11.30, så de kunne komme ind og sikre sig de bedste loppeting. Og der var nok at vælge imellem. Der var telte med alskens ting og sager samt masser af bøger og tøj. Uden for bugnede pladsen med alle slags møbler i høj kvalitet. Og når der var handlet, kunne man lige se, om det var muligt at vinde én af de flotte gevinster i tombolaen, eller man kunne prøve at gætte "fårets vægt", og blive den heldige ejer af et ægte levende får.
KFUM spejderne havde også sørget for, at ingen gik sultne hjem fra loppemarkedet. Der var opsat boder med pølser, frikadeller, vafler, kaffe og lagkage, alt til rimelige priser, og børnene kunne more sig med forskellige konkurrencer.
Spejderne håber selvfølgelig på et pænt overskud til spejderarbejdet i Mosbjerg.
- Vi plejer, heldigvis, at få et godt overskud fra loppemarkedet. Det er også vigtigt, hvis vi fortsat skal kunne fastholde det høje aktivitetsniveau med vores mange spejdere. Og vi har i de seneste år haft den glæde, at kunne byde velkommen til flere nye KFUM spejdere, men vi har stadig plads til flere, så alle er velkommen, siger ulveleder Christian Dyg.