Billede beskrivelse

Stige med indbygget lys

Man kan minimere antallet af drukneulykker i havnene, med oplyste redningsstiger

18. juni 2020 kl. 13.00

KOMMUNEN: Falder man i vandet i en havn, kan det være stort set umuligt at komme tilbage på land, med mindre der er en redningsstige i nærheden. Mange – og særligt de ældre – redningsstiger, som hænger i havnene, er svære at få øje på – især i mørke, men også fordi de ikke skiller sig ud fra omgivelserne.

Derfor har TrygFonden udviklet en ny model, der er skrig-orange og skridsikker, og som har solceller, så den lyser om natten.

- Nu kan ejere af havneområder i hele landet søge om redningsstiger til deres område, fortæller René Højer, programchef i TrygFonden.

- En redningsstige hjælper kun, hvis den er til at få øje på.

- Vi er derfor sikre på, at vores redningsstiger kommer til at gøre gavn i havne rundt om i landet og skaber tryghed for alle, som færdes på havneområderne.

- Nogle havne har allerede godt og sikkert redningsudstyr, men i andre havne er der plads til forbedringer.

- Der er fx mange redningsstiger, som ikke er oplyste, og derfor er de vanskelige at få øje på i mørke. Nu hvor sejlsæsonen for alvor begynder, er det derfor et oplagt tidspunkt at gå sikkerhedsudstyret i havnene igennem og sikre sig, at det virker og er synligt, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Hos Søsportens Sikkerhedsråd er man glad for, at der bliver gjort en ekstra indsats for at øge sikkerheden på havnene, for det er her, en stor del af drukneulykkerne i Danmark sker, fortæller Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

- Folk snubler på vej til deres båd og ender i vandet, eller personer på vej hjem fra fest går langs havnen i mørket og falder i vandet. I sådanne situationer kan redningsstigen være den, der redder livet.

- Gode, solide og synlige redningsstiger bør derfor være standardudstyr i alle havne, og derfor er det meget positivt, at TrygFonden sætter fokus på det, siger Sten Emborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste