Statslig støtte til bedre kollektiv trafik mellem land og by
Forligskredsen bag puljen til forbedring af kollektiv trafik i yderområderne har bevilliget knap 13 mio. kr. i støtte til nordjyske trafikprojekter.
Nordjyllands Trafikselskab får støtte til 2 projekter (knap 12 mio. kr.), der udgør hjørnestene i NTs nye Mobilitetsplan, der blev godkendt af NTs bestyrelse i sidste uge.
Forligspartierne bag puljen til forbedring af kollektiv trafik i yderområderne (S, SF, Radikale, DF og Enhedslisten) har givet NT tilsagn om støtte til 2 projekter, der begge er en del af en større strategisk plan, der har til formål at øge nordjydernes mobilitet og skabe bedre sammenhæng mellem land og by.
Støtten fra Christiansborg kommer i umiddelbar forlængelse af, at NTs bestyrelse i sidste uge godkendte NTs nye Mobilitetsplan 2017-2020.
I 2016 lancerede NT en ny vision for trafikselskabets virke, der lyder:
"Nordjylland er et godt sted at være, hvis vi let og ubesværet kan komme rundt i byen, på landet og ud i den store verden. Det kræver gode infrastuktur- og transportsystemer, som gør os mobile. NT ønsker at gøre Nordjylland til et foregangsland for god mobilitet og med den kollektive trafik som en afgørende faktor"
Med denne vision for øje søgte NT i februar tilskud fra den såkaldte yderkantspulje til 2 projekter, som begge er hjørnesten i den nye Mobilitetsplan.
- Når partierne bag yderkantspuljen bevilger hhv. 7.653 mio. til Knudepunktsprojektet og 4.355 mio. til Plustur, så er det et signal om, at vi har fat i den rigtige ende her i Nordjylland. At vi med disse ambitiøse projekter kan være en drivende faktor i forhold til at gøre nordjyderne mere mobile. Det kræver investeringer at være et foregangsland, så denne opbakning fra Christiansborg betyder rigtig meget, siger Jens Otto Størup, Direktør for NT.
Knudepunktprojektet er en videreudvikling af NTs eksisterende stoppestedskoncept.
I et knudepunkt mødes forskellige typer af transportformer. De traditionelle kollektive transportformer, bus, og flextrafik (Flextur og plustur) med nye tiltag som f.eks. delebiler, samkørsel, taxi og cykler for på denne måde at give den bedst mulige mobilitet for nordjyderne.
Der er bevilliget penge til den fysiske etablering af knudepunkterne, såsom knudepunktsmarkører, trafikinformation, markering af nye transportformer samt P-plads til nye transportformer. Projektet udføres i tæt samarbejde med arkitektfirmaet C. F. Møller samt en arbejdsgruppe med repræsentanter fra udvalgte kommuner og Region Nordjylland.
Plustur er en ny kørselsordning, der giver borgerne i landdistrikterne bedre muligheder for at komme til/fra det nordjyske hovednet, der består af udvalgte regionale bus- og togruter. Produktet løser den udfordring, som kollektiv trafik generelt har, nemlig at komme til og fra de større stoppesteder og terminaler. Med en Plustur kan borgerne blive hentet på en adresse og kørt frem til hovednettet. Prisen bliver den samme kontantbillet takst, som gælder for busser og tog.
I maj startede NT pilotprojekter for Plustur op i Jammerbugt og Hjørring kommune. Med tilskuddet er det nu muligt at udbrede Plustur til resten af Nordjylland, da støtten bl.a. betaler 50 procent af kommunernes forventede udgifter til driften af Plustur de næste 2 år.