Stafet for Livet 2020 bliver en virtuel stafet
Styregruppen håber på stor opbakning af både børn og voksne - og der er præmie til vinderen
HJØRRING: Mange var allerede begyndt at glæde sig til den 6. Stafet For Livet, og de første hold er for længst tilmeldt.
Efter statsministerens pressemøde forrige mandag aften var første reaktion stor skuffelse hos mange. Forbud mod store forsamlinger frem til og med august. Det betyder, at den ”fysiske” Stafet For Livet ikke kan gennemføres som planlagt.
- Styregruppen beklager meget, at stafetten er aflyst, men arbejder i stedet på at lave en virtuel stafet, lyder det i en pressemeddelelse.
- Stafetten er først og fremmest en begivenhed, hvor vi fejrer og hylder fighterne. For fighterne er det en meget speciel weekend, hvor de knytter venskaber og udveksler erfaringer. Stafetten giver håb til fighterne og deres pårørende. Især fighterrunden og lysceremonien gør stort indtryk. Lige præcis disse to elementer bliver en udfordring i år, hvor vi ikke mødes fysisk. Styregruppen arbejder på at oprette et virtuelt fighterhold og på en løsning med lysposer, oplyser de lokale arrangører, der vil vende tilbage med flere oplysninger om det virtuelle stafet, når flere detaljer er på plads.
- Desuden skaber stafetten en helt fantastisk holdånd, som er med til at give deltagerne både håb og glæde. Blandt deltagerne er der mange, der har mistet et elsket familiemedlem eller en nær ven eller veninde. Stafetten bruges til at minde, grine og græde. Børn og voksne lærer, det er okay at mindes med både et smil og en tåre.
Og endelig samler Stafet For Livet penge ind – både til lokale arrangementer for kræftramte i Hjørring Kommune og til Kræftens Bekæmpelse.
- Med den virtuelle stafet i 2020 kan vi stadig holde gang i stafetten. Alle kan oprette deres eget hold eller tilmelde sig et eksisterende hold – præcis som de plejer. Holdet bestemmer selv, hvordan de vil ”arrangere” stafetten og skabe holdånd.
Styregruppen ved, at nogle ”gamle” hold er lidt på standby i år, blandt andet på grund af konfirmationer, der er flyttet til 29. august. Derfor opretter styregruppen et ”Støttehold 2020”, som alle er meget velkomne til at tilmelde sig.
Tilmeldingsgebyret – og eventuelle donationer fra deltagere – samt eventuelle sponsorater bliver så det overskud, Stafet For Livet 2020 kommer ud med.
I den forbindelse kan det nævnes, at Skallerup Seaside Resort har doneret et weekendophold som præmie til Stafet For Livet 2020. Vinderen findes ved lodtrækning søndag den 30. august kl. 10 blandt alle tilmeldte – børn som voksne.