Soltorvet i Lendum er snart en realitet

08. oktober 2017 kl. 08.20

Det store kunstprojekt i Lendum med at omdanne den tidligere parkeringsplads til byens torv som et midtpunkt og samlingssted, ligesom i gamle dage da alle i landsbyen mødtes ved gadekæret, er snart en realitet.

Det moderne gadekær i Lendum er "Soltorvet" lige midt i byen ved Brugsen og det nye pizzaria. Ideen til projektet fik kunstneren Claus Ørntoft tilbage i 2001, og det er denne ide, der nu på vej til færdiggørelse, men vejen hertil har været lang og trang. Der har været afholdt mange møder, hvor alt det praktiske skulle afklares, ikke mindst økonomien som blev beregnet til knap 4 millioner kroner. Chancen for at få projektet gennemført kom i 2014, hvor Hjørring Kommune gennemførte et omfattende kloak- og vejarbejde, og i den forbindelse blev Claus Ørntofts ide til et "Soltorv" tænkt ind i byfornyelsen.

På foranledning af Hjørring Kommune blev der onsdag den 12. marts 2014 afholdt et borgermøde i Lendum Borger- og Kulturhus. Knap 100 mødte frem for at høre om planerne. Ikke alle var lige begejstrede for projektet, men i løbet af aftenen blev stemningen mere positiv. Arbejdsgruppen lovede at medtage de fremkomne ideer i det videre forløb, og mødet endte med en invitation til interesserede til at blive en del af arbejdsgruppen. I november 2014 blev arbejdsgruppen omdannet til en forening, Lendum Kunst- og Kulturforening, der i dag består af Søren Tjønneland, formand, Leif Christensen, næstformand, Jørgen Toft Jensen, sekretær, Kjeld Nielsen, medlem og Jan Marsfeldt, medlem.

Arbejdsgruppen arbejdede videre med Claus Ørntofts ideoplæg til et "Soltorv", og der blev søgt om økonomisk støtte ved forskellige fonde og erhvervslivet. Ved ihærdigt og vedvarende arbejde er det lykkedes at få den nødvendige økonomiske støtte fra: Nord Energi, Hjørring Kommune, KulturKANten Region Nordjylland, Dagli’Brugsen i Lendum, Lendum Menighedsråd, Hjørring Kommunes Kunstudvalg og Spar Nord Fonden, så projektet kan gennemføres som tiltænkt.

Selv siger Claus Ørntoft om den kunstneriske ide bag Soltorvet:

- Et torv vil samle byen og give den et nyt ansigt. Der vil blive skabt et stort rum midt i byen. Ved at inkludere kirkens p-plads i det nye torv kan man trække en linje fra nord til syd. Ideen med et solur virker oplagt og skaber et samlende princip.

Den karakterløse parkeringsplads vil ændre karakter, og blive en aktiv del af Soltorvets opbygning, alt i en stram symmetri. Pladsen og vejbanen vil være belagt med granit, så den kørende trafik er klar over, man bevæger sig ind på et torv.

Solurets inderste halvcirkel er opholdsstedet, løftet mod nord. Der opstår således en kant mod trafikken, så ophold på pladsen føles skærmet og trygt. Pladsen skal have en klar stringens, i modspil til skulpturernes organiske dynamik.

Soltorvet bliver belagt med en helt speciel lys granit, som Claus Ørntoft har fundet i det kinesiske stenbrud i Rushan Shandong provinsen. Granitstykkerne til belægningen i urskiven er 5,8 meter lange, og det er helt enestående, at kineserne har været i stand til at bryde granitten i så lange hele stykker. De 150 tons granit er et unika, da de lyse granitstykker aldrig kan genskabes, idet granitten til Lendum, var det sidste, der blev brudt, inden stenbruddet for altid blev lukket.

Soltorvet bliver en kunstnerisk løsning på et nyt samlingspunkt i Lendum, hvor liv og trivsel kan udfolde sig med eksempelvis markeder og koncerter. Samtidig bliver Soltorvet en kunstnerisk attraktion med solur og skulpturelle elementer, hvor også Claus Ørntofts dyreskulpturer "Hunnen" på 10 tons og "Hannen" på 12 tons indgår. Skulpturerne har siden 1994 prydet området ved Brugsen og er nu flyttet til en midlertidig placering.

De mange granitstykker er ankommet til Lendum, og så snart alle tilladelser til igangsætning foreligger, begynder det lokale murer- og entreprenørfirma Thomas Nielsen & Søn A/S sammen med billedhugger Claus Ørntoft det store arbejde med at skabe det unikke "Soltorv".

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste