Billede beskrivelse

Soldalens Seniorklub kom på "mosetur"

20. august 2017 kl. 08.19
Opdateret 21. august 2017 kl. 08.46

Onsdag den 9. august afholdt Sindal Seniorklub sin årlige "Mosetur", der forgik hos Gitte og Villy på deres ejendom på Måstrupvej.

Da vejrudsigten lød på regn hele dagen, havde Villy ryddet plads i sin garage og lavet sidde- og bordplads til de fyrre tilmeldte til arrangementet.

Dagen startede med at indtage den medbragte kaffe, hvorefter Villy på "Storskærm" viste nogle videooptagelser af det kron og rådyrvildt der findes i stort antal af i mosen. Eftersom vejret viste sig fra den gode side med solskin var der god anledning til at tage på "mosetur".

Villy havde spændt sin 53 år gamle og velrenoverede Zetor traktor for den specialbyggede "udflugtsvogn" der kan rumme 20 personer, og så gik det stille og roligt ud i og omkring i mosen. Hvad man oplever på turen kan ikke beskrives men skal opleves. Grundet de mange deltagere, måtte Villy køre turen over 2 omgange for at alle kunne få del i oplevelsen.

Efter denne del af arrangementet var der råhygge og socialt samvær i haven alt imens nogle begyndte at forberede de tre grill, der skulle i anvendelse for at tilberede aftensmaden. I starten var der trængsel omkring grillerne, men alle fik dog lavet sin mad. Aldrig er der nok serveret så mange forskellige rettet og typer af mad til én sammenkomst. Nogle spiste en kotelet, andre havde tilberedt en dansk bøf og enkelte sad og gnavede i et kyllingeben.

Alle var dog nok enige om, at et vellykket grillparty altid skal afsluttes med en grillpølse. Efter der var ryddet op efter aftensmaden blev der på 2 gasblus forberedt til bagning af pandekager, hvor Gitte forlods havde klargjort pandekagedejen. De to bagere havde meget travlt, idet der var stor søgning til de eftertragtede pandekager med behørigt tilbehør. Tiden var nu så fremskreden, at det var på tide at afslutte arrangementet. Man samledes henne omkring flagstangen og til sangen "Når igen det er slut på en dejlig dag" blev flaget taget ned.

Formand Richard takkede Gitte og Villy for deres store arbejde der ligger forud ved at tilrettelægge og for at kunne afholde arrangementet hos dem.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste