Sofari: Økologisk krølle på halen i Tårs

Godt 500 gæster kiggede forbi, da lokal landmand inviterede indenfor

28. maj 2019 kl. 16.45

TÅRS: Der var valg til Europaparlamentet, ligesom det ruskede godt - men alligevel troppede mere end 500 besøgende op, da Tårs-landmand Jens Nielsen inviterede indenfor søndag - det eneste landbrug i Vendsyssel, der var med i den såkaldte SOfari blandt de økologiske svineproducenter.

Jens Nielsen var tidligt ude - allerede tilbage i 1991 slog han ind på den økologiske sti med sit malkekvæg, og siden begyndelsen af 00’erne har det så drejet sig om økologisk svine-produktion.

- Der er stort udbud i øjeblikket, så lige nu oplever vi faldende priser, fortæller han.

Selv om der meldes om flere og flere, der indfører kødfrie dage på ugens madplan, så behøver det dog ikke entydigt at være noget skidt for en økologisk svine-bonde.

- Der kan så omvendt være en tendens til, at man så køber noget rigtig godt, når man så endelig skal have kød, siger Jens Nielsen.

Samtidig kan han og andre producenter måske sætte deres lid til, at en voksende middelklasse i eksempelvis Kina efterspørger mere og mere kød, hvilket gavner den danske eksport.

Når man tager i betragtning, hvor mange år økologien har været på dagsordenen i Danmark, så vil det sikkert overraske mange, at det faktisk kun er fire procent af al solgt grisekød i Danmark, der kommer fra økologiske bedrifter.

- Det skyldes nok prisen. Mælk og æg er måske 20 - 25 procent dyrere, når det er økologisk, mens svinekødet bliver dobbelt så dyrt som konventionelt - det hænger sammen med, at foderet er dyrere, og det kræver mere arbejdskraft, når driften er økologisk, siger Jens Nielsen.

Personligt deltager han hverken i skyttegravs- eller religionskrig, når det gælder forholdet til det konventionelle landbrug:

- Hvis folk ikke vil købe økologisk og vælger det konventionelle, så siger jeg altid: Bare sørg for, at det er produceret i Danmark. Der er ingen steder i verden, hvor alt er så gennemtjekket og så meget fokus på dyrevelfærd som i Danmark - også i det konventionelle landbrug.

Jens Nielsens besætning tæller omkring 100 søer, og den årlige produktion er på et par tusinde grise årligt.

På landsplan slog mere end 5000 besøgende et smut omkring gårdene.

Sofari arrangeres af FØKS i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Friland A/S og Tican. FØKS er en forening af økologiske griseproducenter.tn

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste