Livet her

Skibsby står i fuldt flor

Tre jordejere i området glæder både bier og mennesker med blomsterstriber på markerne

02. august 2019 kl. 12:20

SKIBSBY: Christian Nielsen, der bor på Skibsbyhedevej i Skibsby, glæder sig sammen med resten af området over nogle særdeles smukke blomsterarealer fordelt på fire matrikler i lokalsamfundet. Blomsterne er et smukt resultat af en præmie fra LandboNord, som Christian Nielsen vandt i foråret.

LandboNord i Brønderslev inviterede dengang landmænd og andre interesserede til informationsmøde om faunastriber, og her mødte cirka 100 borgere op for at høre om tiltaget. Mødet blev rundet af med en lodtrækning om to frøblandinger - henholdsvis en vildtblanding og en blomsterblanding.

- Og mit navn blev udtrukket, fortæller Christian.

Selv har han et nedlagt landbrug med to hektarer tilhørende jord, og han har kun begrænset jord ud til asfalteret vej. Han allierede sig derfor straks med gode naboer i Skibsby-området og fik også en aftale med Hjørring Kommune, så helleanlægget ved Ringvejen kunne få en omgang blomsterfrø. Christian Nielsen skulle forberede jorden til frøene, og 18. maj klarede en såmaskine resten af opgaven med at få frøene i jorden.

Blomsterblanding består af en lang række sommerblomster, der giver en flot og farverig blomsterstribe med en lang blomstringstid. Blomsterne sørger endvidere for vigtig nektar til bierne.

- Og det er tanken, at folk må plukke en buket af blomsterne med hjem til bordet.

De tre adresser, der er med i blomsterprojektet i Skibsby, er Skibsbyhedevej 32, Skibsbyhedevej 60, Skibsbyvej 47 - samt helleanlægget ved Ringvejen og Skibsbyvej.

Om Skibsby også næste år kan sprede glæde med smukke markblomster er endnu uvist.

- Men jeg vil forhøre mig i borgerforeningen, og måske er der stemning for, at vi fortsætter, tilføjer Christian Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste