SHI giver bolden op til leg og boldspil for børn i alle aldre. Søndag 15. august inviterer Skibsby-Højene Idrætsforening (SHI) til Åbent Anlæg for det nye skoleårs årgange 0. til 5. klasse. Billedet er taget på SHIs fodboldskole i 2020 - Arkivfoto
Livet her

Skal du være med: SHI inviterer 0. til 5. klasse til en dag med leg og træning

SHI vil give børnene mulighed for at opdage sportens glæder og fællesskabet ved leg og træning

20. juli 2021 kl. 12:00

Skibsby-Højene Idrætsforening (SHI) inviterer til Åbent Anlæg søndag 15. august

Invitationen er gældende for det nye skoleårs årgange 0. til 5. klasse.

- De tilmeldte børn vil få nogle skønne timer i hal og på græs, hvor de af SHI’s frivillige vil blive ført rundt til tre gange 30 minutters leg og træning i henholdsvis håndbold, gymnastik og fodbold, oplyser arrangørerne.

Efter sport og leg står SHI klar på dagens sidste station med præmieoverrækkelse og diplom for gennemførelsen samt mulighed for at købe en pølse, lege på anlæggets multibane, dyrke yderligere spontan sport eller hoppe på den store opsatte hoppeborg.

- Det er SHI’s ønske at børn, både eksisterende foreningsmedlemmer – men meget gerne ”nye” børn får opdaget sportens glæder og fællesskabet ved leg og træning.

- Samtidig håber vi at forældre bliver på pladsen og hygger med deres børn, evt. tager et tæppe og madpakke med. Legepladsen og anlægget vil være til fri afbenyttelse hele dagen, oplyser SHIs arrangører.

Da der er begrænsede pladser og med baggrund i Corona foranstaltninger, vil børnene skulle tilmeldes arrangementet via: http://www.shi-sport.dk/betaling/tilmelding-til-aabent-anlaeg-15-august/, hvor der også står yderligere info om mødetidspunkt mv.

Det er gratis at deltage. Se og læs mere om SHI og åbent anlæg på www.shi-sport.dk

Samme dag holder Hjørring Kommune Åbent Hus for de nye omklædningsrum klokken 10 ved Højene Hallen. Alle er velkomne til indvielse, tale og en gratis pølse med øl/vand.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu