SE VIDEO: Så ankom Julemanden - tændte juletræet og uddelte slik i badebyen
Som sædvanligt havde besætningen på LN 49 Stjernen taget bestik af Nordsøens urolige bølger, da de skulle hente Julemanden på Grønland. Så da alle børnene og de voksne kom til stranden i Løkken for at modtage ham, var Stjernen for længst landet og lå trygt i sandet, og Julemanden havde lagt sig til at sove.
Derfor måtte formanden for Løkken.dk Stefan Karlborg have hjælp af børnene til at råbe så højt, at Julemanden vågnede og dukkede op fra lastrummet.
Knapt var den søvnige Julemand gået fra borde, før en lille pige trådte frem og overrakte ham en pose sutter, og så kan det nok være, han vågnede op og tog glad mod ønskesedler.
Derpå gik det i AC Mejerimaskiners veteranlastbil til Torvet, hvor lysene på det store juletræ blev tændt.
På Torvet var der stemningsfuld julesang af Løkken kirkes børne- og voksenkor.
Derefter sang Bolchefruen for på julesangene og alle dansede om juletræet. Siden var der slikposer til børnene sponsoreret af SuperBrugsen Løkken.