Livet her

SE VIDEO - Børnehørm: Ekstrem skole-afslutning med mudder og snubletråd inden efterårsferien

15. oktober 2021 kl. 15:29

Den sidste fredag før efterårsferien afholder landets skoler den traditionelle motionsdag, hvor eleverne har en sjov dag med masser af motion som en perfekt start på efterårsferien. Det er dog ikke alle skoler, der afvikler motionsdagen på samme måde.

På Bindslev Undervisningssted er al snak om en lille vandretur i skoven sat til side til fordel for en ekstrem forhindringsbane med alt hvad det indebærer af mudder, snubletråd, vand, bildæk, skrotbiler, net, halmballer og meget mere. Det er fjerde gang skolen har valgt denne anderledes motionsform, hvor det ikke handler om at komme først, men om glæde, bevægelse og om at samarbejde om udfordrende opgaver.

Dagen er ikke bare en motionsdag, men også en dag som samler lokalsamfundet. Forhindringsbanen har de tidligere år været for 0. - 6. klasse på Bindslev Undervisningssted samt de ældste børnehavebørn i Bindslev, men som noget nyt er 0. - 6. klasse fra Sindal Undervisningssted samt 14 børn fra Julemærkehjemmet i Hobro også inviteret med på forhindringsbanen.

Det er forælder Ruth Kirstine Larsen, som er indehaver af Ruths Powerfitness, der sammen med sin mand Peter står bag idéen til motionsdagen. Det uhyre populære Xtremløb består af 15 forhindringer og foregår i området ved Bindslev Gl. Elværk.

Løbet er efterhånden blevet en tradition, som børnene glæder sig til lang tid i forvejen. Det er også en dag, hvor børnene og lærerne kommer til at kende hinanden på en utraditionel måde. Xtremløbet blander traditionelt løb med voksenløbet Xtrem Mandehørm. I Bindslev er denne blanding blevet til ”Børnehørm - Danmarks sjoveste og sejeste skolemotionsløb”.

- Dagen med Børnehørm har flere formål. Børnene bliver presset ud over deres normale grænser, og når de finder ud af, at de godt kan klare de mange udfordrende opgaver, giver det dem stor selvtillid. Samtidig lærer de også at samarbejde, idet alle på holdet skal gennemføre løbet sammen. Derfor hjælper børnene hinanden igennem de forskellige forhindringer, fortæller Ruth Kirstine Larsen.

De omkring 400 børn blev sendt ud på forhindringsbanen fordelt på 96 grupper med kort interval, og hele vejen langs den 3,5 km lange afmærkede bane stod der frivillige hjælpere bestående af bedsteforældre og forældre, der var klar til at hjælpe og vejlede ved forhindringerne.

Børnene gik til opgaverne med godt humør og krum hals, og der var ingen sure miner, selvom de blev våde, ja endda meget våde, og beskidte, da de skulle passere skrotbiler, kravle igennem en mudderbane med udspændt snubletråd, løbe over og igennem bildæk, gå balancegang, gennemføre en samarbejdsøvelse med transport af et bildæk på en båre og meget andet. Strabadserne blev afsluttet på en sæbefyldt glidebane, hvor Falck fra Sindal under vild jubel spulede børnene rene for det værste mudder.

Efter løbet varmede børnene sig ved KFUM spejdernes bål og lavede snobrød, mens de ventede på dagens højdepunkt, hvor lærerne og frivillige forældre blev sendt ud på den samme forhindringsbane, som børnene lige havde gennemløbet.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu