Se billederne: Løbere gav den gas i klitterne
Det var Hirtshals Turisme ved turistchef Laila Zielke, der havde arrangeret det 8,8 kilometer store forhindringsløb i by- og havneområdet. Naturligvis var vejen lagt omkring fyret og klitterne hen langs havet for til sidst at nå målet ved Vestkajens Maskinværksted og Moonshine-området.
Den kendte løbsleder Lars Hansen var tovholder på arrangementet sammen med turistchefen Laila. Lars Hansen tog imod alle ved målstregen, hvor han tog tid og kommenterede de enkelte løberes præstationer.
Det blev Andreas Kjærsgaard, der kom ind på førstepladsen for herrerne i en tid på 39 minutter og 14 sekunder.
Førstepladsen hos damerne gik til Margrethe Langhoff Thuesen, der kom ind med tiden 41 minutter og 13 sekunder.
Lokale Allan Andresen fra Hirtshals kom ind i tiden 43 minutter og 51 sekunder. Lidt senere kom den lidt ældre udgave af de lokale fra Hirtshals, købmanden i Spar på Margrethevej Rene Ejstrup Larsen. Han er vant til at løbe maraton, så de 8,8 kilometer var ikke noget at regne for, mente han. Han roste dog løbsarrangørerne for en spændende bane.
Der var mange af de 120 deltagere, der gav udtryk for det samme som købmanden. De ville gerne deltage påskedag i 2023, hvis løbet ellers kunne afvikles igen, og det tyder det på, efter hvad turistchefen sagde ved løbets start.