Billede beskrivelse

Sct. Catharinæ Kirkes organist spiller Buxtehude-værker

Lars Colding Wolf vil over en længere række af koncerter opføre Buxtehudes på orgel og cembalo

20. september 2019 kl. 18.59

HJØRRING: Sct. Catharinæ Kirke har koncert 25. september klokken 19.30 med organist og Cembalist Lars Colding Wolf.

Der er fri adgang til arrangementet, som foregår i Sct. Catharinæ Kirke.

Organist og cembalist Lars Colding Wolf vil over en længere række af koncerter opføre Dietrich Buxtehudes (1637-1707) musik for tangenter – først og fremmest orgel og cembalo, men undervejs også de andre historiske instrumenter clavichord og claviorganum.

Ved denne anden koncert spilles fantasien over ”Te Deum” og Præludium i g-mol for orgel, og for cembalo Suiten i A-dur og det 30 minutter lange variationsværk La Capricciosa. Der er et vist slægtsskab med Bachs Goldbergvariationer: samme toneart og antal af variationer, og det let genkendelige Bro-bro-brille-tema har de også til fælles.

Næste koncert i serien er onsdag 6. november kl. 19.30

Se www.lcw.dk for detaljer om program, tid og sted.

Men hvad skal det nu gøre godt for – at spille sig vej igennem seks nodebøger med musik af én komponist…?

- Hvis man nu er optaget af en forfatter, er det vel naturligt at ville læse flere værker af samme. Ved at fordybe sig i en komponists samlede værker får man både fornøjelsen af en masse fremragende musik, men også en større forståelse for håndværket, der ligger bag, lyder svaret fra Lars Colding Wolf i en pressemeddelelse.

Buxtehude regnes for en af de vigtigste musikere og komponister i tiden før Bach. Efter sin opvækst i Helsingborg og Helsingør søgte og fik han den vigtige organiststilling i Lübecks Marienkirche, der genopbygget efter 2. verdenskrigs bombardementer stadig imponerer. Her fik Buxtehude skabt en kirkemusiktradition, hvis ry spredte sig vidt omkring. Særligt den såkaldte ”Abendmusik” – her udfoldede han sig med sin egen musik for sangere og instrumentalensembler og naturligvis orgel.

Sct. Catharinæs hovedorgel er så stort, at mange af de klanglige forudsætninger er til stede. Et særligt træk ved det nordtyske barokorgel er det store pedalværk, og her er kirkens Marcussen-orgel godt med. Ved alle koncerterne spilles også på cembalo, hvor det er muligt at vise et andet karakteristisk træk, nemlig den gamle middeltonestemning, som giver akkorderne en helt særlig farve og renhed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste