Sangglæde skal have et løft: Borgere inviteres til info-møde om et sangkraftcenter i Hjørring
Sangkulturen skal styrkes og udvikles i Hjørring. Og onsdag 24. november har en gruppe sangglade borgere indkaldt til informationsmøde om planerne for et sangkraftcenter i Hjørring.
- Vi er en interessegruppe, som har indhentet interessetilkendegivelser både fra erhvervslivet, daginstitutionsområdet, skoleområdet, kulturområdet, musikskolen, sundhedsområdet, biblioteket og forskellige organister, kor og korledere i Hjørring med interesse i etablering af et Sangkraft Center i Hjørring. Vi er nu så langt, at vi gerne vil invitere til et informationsmøde, som vi holder på Vendsyssel Teater onsdag 24. november klokken 17 til 19, oplyser Tina Gaarden Geertsen fra interessegruppe for etablering af Sangkraft Hjørring
På mødet vil Heidi Kudahl, som er projektleder i Sangens Hus i Herning og Den Jyske Sangskole fortælle om erfaringer med etablering af et sangkraftcenter.
- Her vil vi høre om, hvilke fordele vi kan opnå, ved at blive klassificeret som en sangkraft-kommune forankret i ”Sangkraft 25”, og ved at vi bliver en del af det nationale sangnetværk ”Syng Danmark”.
- På informationsmødet vil vi, foruden at informere om status på projektet, høre om erfaringer fra de eksisterende sangkraftcentre i Danmark, og ligeledes drøfte det videre forløb i forhold til formel etablering af Sangkraft Hjørring, lyder det fra de lokale initiativtagere.
- Hertil har vi brug for en masse gode kreative ideer fra sangglade mennesker: Hvad I tænker at et sangkraftcenter i Hjørring skal arbejde videre med.
Det er vores ønske, at vi kan få etableret en interim bestyrelse, som kan arbejde videre med realisering af planerne for Sangkraft Hjørring.
Tilmelding til informationsmødet kan ske via mail til Tina Gaarden Geertsen: geertsen@has.dk som er tovholder på projekt Sangkraft Hjørring.
For yderligere information se: www.sangenshus.dk og www.syngdanmark.dk