Billede beskrivelse

Sang & Klang: To nye kor for børn ser dagens lys i Hjørring - se her hvornår der er opstart

20. juni 2021 kl. 07.00

To nye kor for børn ser snart dagens lys i Hjørring.

Katrine Bach Skovmand, der er kirkesanger samt kirke- og kulturmedarbejder ved Sct. Olai Kirke oplyser følgende:

Endelig kan dørene åbnes for de to spritnye kor: Sang & Klang Spirekor og Sang & Klang Juniorkor.

Vi må synge, vi må danse og vi må lege og have det sjovt i stærke fællesskaber igen.

Derfor oprettes efter sommerferien to nye gratis tilbud for sangglade børn i Hjørring og omegn: Sang&Klang Spirekor for 1.-3. kl. (0. klasser kan være med efter jul) og Sang&Klang Juniorkor for 4.-6. kl.

Den nye sognegård i Højene, Sct. Olai Sognegård, er som skabt til korsang. Store, flotte lokaler med god akustik, et godt flygel og et ungdomsrum på 1. sal til pauserne udgør de perfekte rammer til korliv og fællesskab.

Korene ledes af Katrine Bach Skovmand, som er uddannet sanger og korleder og har sunget i kor hele sit liv. Ved siden af sit arbejde ved Sct. Olai Kirke, leder hun også Nordjysk Pigekors Juniorkor. Her bliver Katrine ofte spurgt, om der findes et tilbud til yngre børn, og nu har hun efteruddannet sig til børne- og ungdomskorleder hos bl.a. Susanne Wendt, som mange børn kender fra DRs korskole og Skolernes Sangdag. Nu er tiden inde til at komme i ”swing” med sangglade, livlige børn.

Jens Nielsen, som spiller til, er en kendt mand i kor- og skolemiljøet. Han arrangerer og komponerer og har udgivet en del musikpædagogik både til kor og skole. Hans udgivelser er kendt af alle musiklærere i landet. Jens er multikunstner på instrumenterne og dirigerer også Sct. Olai Pigekor og Olaikoret.

Spirekoret er for både piger og drenge. De skal lege en masse lege, blive supergode til noder, solfa og rytmer og især at synge! Koret arbejder med de første musikalske værktøjer, som bliver leget ind i et konstant flow med masser af krop.

Juniorkoret, som også er både for piger og drenge, får flere udfordringer og arbejder med flerstemmig sang i mange genrer: både nyskrevet musik, kendte hits, bodypercussion, gamle værker fra musikhistorien, så der kommes godt rundt i hjørnerne.

Da drenge ofte er overset i sangverdenen, er det vigtigt at pointere, at alle syngende drenge endelig skal komme og være med. Kor er en krævende holdsport, hvor alle er afhængige af hinanden.

Sang & Klang Spire- og Juniorkor er en del af Sang & Klang. Sct. Catharinæ, Sct. Hans og Sct. Olai Kirker har samlet alle deres musikaktiviteter under navnet Sang & Klang på hjemmesiden hjoerringbykirker.dk, hvor man let kan følge med i koncerter, morgensang, musikhold for småbørn og kor for børn og voksne i alle aldre. Det er også der, man kan tilmelde sig. Der er ingen optagelsesprøve.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste