Så åbner Fætter BR i Hjørring
Dørene bliver slået op 30. april på Bispetorv
HJØRRING: Fætter BR og hans medarbejdere har den seneste måneds tid opnået en god rutine i at puste balloner op og rulle røde løbere ud for alle de børn, som kommer til åbningerne. Det er nemlig gået stærkt med en BR-åbning på stort se alle hverdage, siden kæden indledte åbningerne. Gensynsglæden har været lige stor ved hver åbning, og kædechefen ser frem til to åbningerne mere i Nordjylland, blandt andet i Hjørring.
- Det er helt fantastisk at åbne nye legetøjsbutikker, og vi er meget glade for den modtagelse, BR har fået i de byer, hvor vi allerede har åbnet. Vi håber, at der også denne gang vil være masser af nordjyske børn, som vil være med til at gøre butiksåbningen til en helt særlig dag, fortæller Charlotte From, der er kædechef i BR.
Der åbner i alt 26 BR-butikker spredt over hele Danmark i denne tid, og tre af dem ligger i det nordjyske. En del af indretningen vil ligne de velkendte BR-butikker, men i butikkerne er der også mere plads, end i nogle af de lidt mindre BR-butikker, der typisk ligger i gågader og centre. Der bliver derfor plads til at skabe universer, hvor legetøjet kan afprøves af små og store legebørn i butikkerne.
I Hjørring lyder det fra butikschefen:
- Det er jo tydeligt, at børnefamilier har savnet en fysisk legetøjsbutik i området. Så vi ser meget frem til åbningen og mangler bare alle de glade børn, for at butikken får den helt rigtige stemning, fortæller Christian Fogh Mikkelsen, som skal stå for butikken i Hjørring.
Aktiviteter på åbningsdagen den 30. april, Bispetorv 4, Hjørring:
Kl. 12:
* Dørene åbner – snoren klippes over
* VIP indgang til børnene med rød løber
* Mød Fætter BR
* Børn kan gennemføre en hinkesti og få et BR diplom + BR medalje
* Gave til de første 100 børn