Runde boller og rund fødselsdag
Aurion inviterer til høstmarked med surdejs-workshop
HJØRRING: Lørdag den 31. august kl. 10 - 15 er der Høstmarked på Aurion, Danmarks ældste økologiske og biodynamiske mølleri. Der vil være masser af aktiviteter. Du kan bl.a. opleve rundvisninger i Kornets Hus med Jørn Ussing Larsen. Kornets Hus er Vendsyssels kommende viden- og inspirationscenter med kornets historie som omdrejningspunkt. Huset er tegnet af den kendte norske arkitekt Reiulf Ramstad og forventes at stå færdigt i 2020. Projektet har rundet de 30 mio. kr. som er tilvejebragt af en lang række fonde.
Surdejsbageren Henrik Bruse fra Aalborg holder mini-workshops, hvor han demonstrerer, hvor nemt det er at bage med surdej og fortæller om, hvorfor surdejsbrød smager så meget bedre end andet brød.
Der er demonstration af kornkværne og valser, hvor man kan lave sine egne havregryn. Der er naturligvis masser af smagsprøver fra Aurions bagere og der er mulighed for at gøre en god handel i salgsboderne, hvor der er besøg af Brandenhoff Økologisk Honning og Bangsøe Sejersen, som laver håndlavede bageforme.
Samme dag som Høstmarkedet fylder Aurions ”grand old man” Jørn Ussing Larsen 70 år. Det fejres med kaffe og fødselsdagslagkage. Alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendigt.