Rullende jubilæum med DJ

26. august 2017 kl. 13.20

Rulleskøjterne har nu indtaget Lundergårdhallen fredag aften igennem 10 år. Hver fredag i efterårs- og forårssæsonen er der over 100 børn, unge og voksne, der ruller og hygger, og nogle aftener har der endda været over 200.

Så mange var der dog ikke i starten. Den 7. september 2007 kom der 15 personer, de var så til gengæld gode til at overbevise andre om at prøve, så der efter hånden kom flere og flere til.

- Man var heldige at have gode kontakter i Øster Brønderslev, hvor der kunne lånes rulleskøjter, men klubben har nu selv investeret, så der er over 120 par rulleskøjter i størrelser fra 26 til 47. Det siger jo lidt om, at rulleskøjter er for alle aldre, oplyser den jubilerende klub.

Mange holder også fødselsdag eller klassearrangementer, hvor rulleskøjterne kombineres med mad fra caféen. Og deltagerne kommer ikke kun fra Lundergårdområdet, tilbuddet er også populært i "oplandet". På dage som fastelavn og Halloween kommer mange børn udklædte og det giver ekstra god stemning i tillæg til discolyset. Sådan et jubilæum skal selvfølgelig fejres med manér! Det sker fredag den 1. september med rulleskøjte-disco fra kl. 19 - 21 med DJ Kongerslev. Denne aften er både indgang og lån af rulleskøjter gratis.

Rulleskøjteaftener er del af Lundergård Idræts- og Ungdomsforenings tilbud.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste