Livet her

PixlArt rykker ud med særudstillinger by night

21. oktober 2020 kl. 11:14
Beboere og personalet på Rosengården i Jerslev fik en særlig kulturel oplevelse fredag aften med besøg af Dronningeudstillingen fra PixlArt. Foto: PixlArt PixlArt
PixlBoxen holdt for døren på Rosengården i Jerslev, og her blev der projekteret billeder fra Dronningeudstillingen op på en kæmpe stort lærred. Foto: PixlArt PixlArt

10 plejecentre i Vendsyssel får inden for de næste små to uger aftenbesøg af Pixlboxen fra foreningen PixlArt, som er taget på turne med udstillingen ”Længe Leve – Dronning Margrethes liv”. Fredag aften var først stop på turnéen Rosengården i Jerslev.

Trygt og varmt kunne beboerne på plejecentret i Jerslev sidde indendørs og nyde synet af de mange flotte billeder fra udstillingen om Dronning Margrethe. PixlArt havde nemlig kørt deres store galleribus til Jerslev for at projektere billeder op på et kæmpe lærred på siden af bussen.

– Vi synes, det var en vigtig mission at give gode kulturoplevelser til de borgere, der nok har været hårdest ramt af forårets isolation, forklarer formand for PixlArt Tao Lytzen, der selv styrede teknikken til aftenens forestilling.

- Beboerne har netop ikke haft mulighed for at se udstillingen i udstillingshallen i Østervrå, men nu kommer den altså rundt til 10 centre i Brønderslev, Frederikshavn og Hjørring kommuner, fortsætter Lytzen. Vi har forsøgt at vælge bredt i den omfattende dronningeudstilling, og synes selv at det, vi præsenterer, giver et rigtig fint indtryk af vores majestæts liv og gerning fra vugge til nu.

Det er vel heller ikke helt forkert at antage, at især den ældre del af befolkningen har en interesse for Kongehuset. Vi håber, at vores bidrage efterfølgende kan være med til at skabe dialoger og erindringer mellem personale og beboere.

Både beboere og personale på Rosengården i Jerslev var begejstret for aftenens ”forestilling”, og de var helt sikre på, at snakken nok skal komme til at dreje sig om det royale de næste dage.

En pulje coronapenge fra Slots- og Kulturstyrelsen har gjort det muligt for PixlArt at lave dette tilbud. – Vi har godt nok været udfordret, indrømmer formanden. Tilsagnet om pengene kom midt i oktober, og har den klausul, at de skal være anvendt inden 1. november. Vi har skrevet rundt til plejecentrene, og på trods af efterårsferie, så har de heldigvis været hurtige til at svare, så vi kan sige, at de 10 udstillinger, der er plads til, er fuldt booket.

”Amerika” gæster efterskoler

Ældrecentrene er ikke de eneste, der får besøg. PixlArt har også tilrettelagt en turné målrettet efterskolerne. - Forsamlingsforbuddet gør det meget besværligt for efterskolerne at besøge PixlArt, og lige nu har vi jo den højaktuelle udstilling ”Amerika”, som vi synes, efterskoleeleverne kunne have stort udbytte af at se – ikke mindst med tanker på det forestående præsidentvalg, fortæller Tao Lytzen. Derfor rykker PixlArt også ud til en stor del af de vendsysselske efterskoler med et bredt udsnit af fotojournalist Søren Bistrups billeder fra USA.

Udstillingen ”Amerika” rummer mellem 500-600 billeder fra Søren Bistrups rejser i USA gennem næsten 25 år. Udstillingen kan ses hver weekend hos PixlArt frem til og med den søndag den 15. november.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu