Pi’erne i Prag

Sygehuskor har været på sommertogt

30. august 2019 kl. 08.34

HJØRRING/PRAG: Sygehuskoret Pi’erne - hvis medlemmer enten arbejder eller har arbejdet på Regionshospital Nordjylland i Hjørring - er kommet hjem fra deres sommertogt til Prag.

En af deltagerne har sendt lidt om korets oplevelser og skriver blandt andet: ”Prag er en meget gammel, men smuk by med mange historiske bygninger, opført i varierende arkitektoniske stilarter. Dette forhold har givet byen en plads på UNESCOs verdensarvsliste fra 1992. Vi havde et ønske om at synge for Tycho Brahe, der ligger begravet i Tyn kirken. Desværre var kirkeskibet lukket for gæster, da der skulle være messe senere, så vi måtte synge bag et gitter, men - Jerikos mure brast og kirketjeneren lukkede os ind i ”skibet”, hvor vi dannede kreds om graven, og sang for astronomen. Vejret indbød til kold fadøl – øl kan de lave i Tjekkiet, og det smager – om vi sidder på torvet og betragter bylivet, eller en sen aftentime på en hyggelig bar. Spise gjorde vi også i Prag – den første aften spiste vi middag på restaurant Next Door. Vi havde ikke de store forventninger, men vi blev modtaget, som var vi VIP’ere, blev ført til vores borde, fik servietterne placeret, så vi ikke spildte på tøjet. Den ene side af restauranten var åbent ud til køkkenet, det var som et live TV køkken, hvor vi kunne følge kokkenes arbejde, og det de frembragte fortjente 6 kokkehuer ud af 6. Der er meget smukt kunsthåndværk i Prag udført af den tjekkiske maler og kunsthåndværker Alfonso Mucha – mosaikruder ser vi i St.Vitus katedralen, og koncerthuset The Municipal House er også hans værk. Her oplever vi en koncert med symfoniorkester, sopran og bas, samt ballet, og efter koncerten går vi i operakælderen, hvor Svejk og hustru modtager os med harmonikamusik. Kunne du tænke dig, at komme med på vores næste tur, er du velkommen til at synge med os tirsdag fra kl. 19. Vi øver i auditoriet på Regionshospital Nordjylland (Hjørring Sygehus)”.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste