Otte danske samtidskunstnere valgt til international biennale

26. april 2019 kl. 15.45

VRÅ: Den internationale biennale for ung europæisk samtidskunst - JCE Biennalen - er blevet vist hvert andet år siden 2000 og turnerer rundt i syv europæiske lande.

Hvert af de syv lande er repræsenteret med otte kunstnere, som det enkelte land udvælger. Betydelige internationale museer og kunsthaller, som bl.a. Amadeo Cardoso Museet i Amarente, Portugal, og Villa Olmo i Como, Italien, er med.

Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen har ved hjælp af en jury stået for udvælgelsen af de otte danske kunstnere. JCE Biennalen 2019-21 åbner i efteråret 2019 i Montrouge, Paris i Frankrig og når til Vrå i foråret 2020. Den sidste udstilling vises i det tidlige forår 2021.

De 8 udvalgte danske kunstnere er: Nat Bloch Gregersen, Søren Krag, Anna Samsøe, Rasmus Niclas Rose Nielsen, Jonas Kjeldgaard Sørensen, Liesel Burisch, Billie Maya Johansen og Jona Borrut.

Juryen for den danske sektion er Bodil Johanne Monrad, udstillingsleder i Viborg Kunsthal, Judith Schwarzbart, rektor Det Jyske Kunstakademi, Torben Zenth, redaktør og ejer af Kopenhagen Art Institute, Rasmus Søndergaard Johannsen, billedkunstner (var med på JCE Biennalen 2017-19), Søren Elgaard, billedkunstner og formand for Vrå-udstillingen og Henrik Godsk, billedkunstner og kunstnerisk leder i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen

Udstillingsstederne er:

Le Beffroi, Montrouge, Paris, Frankrig. Kulturhus, der indeholder en stor udstillingssal, hvor der fortrinsvis udstilles samtidskunst.

Musée Amadeo de Souza Cardoso, Amarente, Portugal. Kunstmuseum med fokus på samtidskunst og modernisme.

Museu de l’Empordà, Figueres, Spanien. Kunstmuseum, der har en bred samling bl.a. med spanske modernister som Salvador Dalí og Antoni Tàpies og samtidig fokuserer på den eksperimenterende samtidskunst.

Villa Olmo, Como, Italien. Historisk bygning, der fungerer som udstillingssted. Hvert år vises en stor udstilling med en af de mest markante kunstnere fra det 20. århundrede. Der er blevet lavet særudstillinger med bl.a. Pablo Picasso, Joan Miró, René Magritte, Wassily Kandinsky, Kazimir Malevich og Marc Chagall. Endvidere vises udstillinger med ung samtidskunst.

Intact Foundation, Cluj, Rumænien. Ny Kunsthal for samtidskunst som åbner i 2018.

Kunstbygningen i Vrå - Engelundsamlingen, Vrå, Hjørring, Danmark. Kunstbygningen i Vrå - Engelundsamlingen huser den største eksisterende samling af værker af maleren Svend Engelund og viser hvert år i august Vrå-udstillingen, som byder på værker af nogle af landets mest anerkendte kunstnere og arkitekter. Derudover vises årligt 4-6 udstillinger med moderne kunst og helt ny samtidskunst.

Science and Art Center ”Bruzis”, Cesis, Letland. Kunsthal for ung, international samtidskunst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste