Omsætning i Røde Kors stiger
Røde Kors Hirtshals har holdt generalforsamling den 28. februar 2018, hvor formanden Jens-Arne Nielsen fortalte om de aktiviteter foreningen har været involveret i.
Genbrugsbutikken i Hirtshals samt sommerbutikken i Tversted har igen i 2017 haft et godt år med stigende omsætning i forhold til 2016, så igen omsætningsrekord, flot gjort.
Der har ikke været de store omforandringer i året idet de blev foretaget i 2016, så vi stadig har en flot og indbydende butik.
Også i 2017 har vi kunnet tilbyde lektiehjælp til børn i 2.-5. klasse på Hirtshals skole. 25 børn har nydt godt af tilbuddet en gang om ugen i 1-2 timer efter skoletid. Til at hjælpe børnene har der været 7 voksne frivillige, der trofast har mødt til gode og hyggelige timer sammen med børnene, til lektielæsning, spil og ind imellem en lille snak.
Lektiecafeen sluttede skoleåret med en herlig tur til Fårup Sommerland med alt betalt.
- Det kunne lade sig gøre i kraft af en flot donation på 10.000 kr. fra den lokale jazzklub Hwa-no-do-jazz. Det var vi meget glade for. Vi har også nydt godt af § 18 midler fra kommunen, fortalte Jens-Arne Nielsen.
I 2017 har Røde Kors Hirtshals atter kunne sende 10 børn i alderen 8-13 år og unge 14-17 år på en uges ferielejr i Vesterskoven i Dybvad med Ungdommens Røde Kors. Der har været en utrolig god uge med mange fine oplevelser. Nogle af børnene og de unge har været gengangere. Ja, de var dårligt nok kommet hjem, før de spurgte om der mon kunne blive en plads til dem til næste års lejr. En del børn har været nye deltagere udvalgt i samarbejde med dygtige medarbejdere i kommunens børne- og ungeafdeling. I alt er der anvendt ca. 35.000 kr. til dette formål.
- Vi har en telefon og tryghedskæde hvor der hver dag kl. 08.00 bliver ringet op til til den første person der står på listen, der så ringer videre i kæden, indtil der er talt med alle, hvorefter den sidste person ringer tilbage til aktivitetslederen, så hun ved om alt er ok. Hvis der er brud i kæden tager aktivitetslederen kontakt til familie eller hjemmeplejen, hvis de ikke træffes må lederen selv ud og se om alt er ok, sagde han.
Røde Kors har ligeledes en besøgstjeneste, hvor der er ensomme der får besøg en gang om ugen, for der desværre mange der ikke har et netværk, eller også er familien langt væk.
Der har været en heldagsudflugt med de frivillige, og det var en dejlig dag hvor vi alle var samlet, til hyggeligt samvær. Vi har også afholdt julefrokost for for de frivillige som blev afholdt på B&B BY-SEA.
Der har været afholdt to modeshow i butikken med stor succes og interessen for disse arrangementer er støt stigende, og efter opvisningen bliver der handlet flittigt.
- Landsindsamlingen i oktober har vi også deltaget i, men det bliver stadig problematisk at få indsamlere der vil bruge et par timer til et godt formål, men vi fik dog indsamlet ca. 20.000, så vi vil gerne takke de frivillige der kom og var med til indsamlingen. Sparekassen Vendsyssel var igen venlige at åbne op denne søndag for at tælle de indsamlede beløb sammen og indberette det, oplyste formanden.
I forbindelse med julen har Røde Kors Hirtshals igen kunnet give julehjælp til trængte familier der ikke har økonomisk råderum til lidt extra til julen og deres børn, så 40 familier har hver fået et kort til SuperBrugsen på 800 kr. Som de kan handle for, derfor uden har hver familie også fået et gavekort til vores Røde Kors butik på 200 kr. Børnefamilierne har desuden fået et gavekort til Bøger og Papir i Hirtshals på 200 kr. til hvert barn som de kan handle for. Det har også i år været en dejlig oplevelse at være med til at uddele julehjælp.
Vi har også i 2017 fået et stort tilskud fra vores lokale Scanvogn på 25.000 kr. samt et tilskud fra en privat giver på 500. kr. Som vi har brugt på julehjælp til familier i Hirtshals TUSIND TAK for denne donation som jo er med til at gøre en stor forskel for mange familier.
Vi har sædvanen tro også uddelt julepakker til hver af de 22 beboere på Havglimt. De blev uddelt D. 24. december af hvor den altid hjælpsomme julemand Jørgen Christensen, der igen stiller op juleaftensdag.
For året 2018 er der ikke de store forandringer i butikken, men Røde Kors Hirtshals vil fortsætte med at være på de sociale medier, som har vist sig at være en god markedsføring, med hensyn til salg i butikken. når der kommer billeder på af spændende varer, vi vil også forsætte med de aktiviteter fra tidligere år. Bestyrelsen har endvidere bevilliget 50.000. kr. til udsatte kvinder og børn i Mombassa i Kenya.
Bestyrelsens sammensætning:
Formand Jens-Arne Nielsen.
Næstformand Ingrid Hansen.
Kasserer Lilli Sørensen.
Sekretær Kirsten Risager. Aktivitetsleder for lektiecafe samt sommerlejr.
Forretningsansvarlig Kirsten Arlington.
Suppleant Karin Sørensen. Aktivitetsleder for telefonkæde samt besøgstjeneste.