Områdefornyelsesplaner smittede i Hjørringgade

19. juni 2018 kl. 10.52

Områdefornyelsen i Hirtshals har mest fokus på Nørregade, men opgraderingen smitter af andre steder allerede før de kommunale og statslige midler til fornyelsen er brugt.

Marie Louise Espersen har åbnet Strand 8 og sælger dametøj, mens genboen keramiker Joan Grønfeldt Kristensen, har galleri Grønfeldt Kunsthåndværk.

Marie Louise Espersen er en rigtig "Hirtshalspige" og glæder sig over, at det gamle Hirtshals omkring Hjørringgade også er på vej.

- Det er rigtig godt, at man gør noget ved Nørregade i forbindelse med byfornyelsen, men det er godt, at Hjørringgade og tektonisk plads også er kommet med. Der er ingen tomme butikker længere i Hjørringgade, siger Marie Louise Espersen.

Joan Grønfeldt Kristensen er flyttet til byen fra Mygdal. Hun har indrettet galleri i det bevaringsværdige fiskerhus fra 1877, som ligger lige op til Claus Ørntofts Lille tektoniske plads. Hun er begejstret for Hirtshals.

- Byen er proppet med ildsjæle, som er indstillet på, at støtte hinanden, siger Joan Grønfeldt.

- Tidligere var der mest fokus på havnen, men nu er der også kommet fokus på byen og på gadeidentitet. Det er virkelig positivt.

Begge har planer om at gøre mere for Hjørringgade.

Joan Grønfeldt vil søge fonde om hjælp til at renovere sit hus, som er klassificeret som bevaringsværdigt.

- Alle har en mening om mit hus, da det lå her nærmest før Hirtshals blev by, så det skal renoveres med respekt for det oprindelige hus, siger Joan Grønfeldt Kristensen.

Marie Louise Espersen er kommet langt med renoveringen af Strand 8, som i gamle dage var diskotek. Huset er et gammelt Hirtshalshus og bliver renoveret med respekt for det originale. Joan Grønfeldt og Marie Louise Espersen har fra Vendsyssel Historiske Museum skaffet frø fra de originale Hirtshalsstokroser, som de vil sætte foran deres forretninger. De håber på sigt på yderligere markering af Lille tektonisk plads og forbedret vejbelægning.

Kommunens projektleder på byfornyelsen i Hirtshals, Anne-Marie Sanvig Knudsen hilser private initiativer velkomne.

- Vi prøver at understøtte den gode udvikling i byen, som er vældig positiv, siger Anne-Marie Sanvig Knudsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste