Nyt tømrerfirma på vej til Hjørring
Kollegaerne Rasmus Nørgaard Christensen og Henrik Kristensen har etableret fælles firma
HJØRRING: Tømrerfirmaet Nørgaard & Kristensen er navnet på et nyt tømrerfirma i Hjørring.
Bag firmaet står 25-årige Rasmus Nørgaard Christensen og 26-årige Henrik Kristensen. De har kendt hinanden siden skoletiden i Højene og har været kollegaer i otte år i et velrenommeret Hjørring-firma. Nu er de parat til at etablere sig med eget firma. En drøm de begge har gået med.
- Nu bliver vi to om at drive firmaet, så har vi en at sparre med.
- Vi vil gerne have et mindre firma. Her ved kunderne, at ham de laver en aftale med også er ham, der udfører arbejdet og sikrer, at aftalen holdes, siger Henrik Kristensen.
- På den måde undgår man misforståelser. I et stort firma snakker kunderne jo med mange forskellige folk, inden der kommer en håndværker ud og udfører opgaven.
- Vi vil gerne sikre, at folk har tillid til os som håndværkere - at det vi aftaler, er det de får udført.
Rasmus og Henrik er parate til at klare al slags tømrerarbejde.
- Intet er for stort eller for småt. Vi satser primært på privatkunder, der skal have nye vinduer, nyt tag, have opført en tilbygning eller renoveret det eksisterende - kort sagt alt forefaldende tømrerarbejde, tilføjer de.
Makkerparret ser frem til de nye udfordringer og håber på, at folk vil tage godt imod dem.
Firmaet åbner officielt 1. april, men kan allerede nu kontaktes på telefon eller mail.
De har også fået oprettet både facebook- og hjemmeside.