Nyt initiativ: Gratis bif til børnene
Efter opfordring fra lokale forældre kan de små nu se frem til film på det store lærred i Lønstrup Café Bio - kvit og frit
LØNSTRUP: Lønstrup Café Bio igangsætter i sæson 2019-20 et nyt initiativ: BørneBiffen Lønstrup.
- Initiativet er opstået på opfordring fra en lokal forældregruppe. Et udvalg fra Lønstrup Café Bio’s bestyrelse har drøftet idéen og formuleret et koncept, som sikrer samme høje kvalitet og standard, som gør sig gældende i de øvrige aktiviteter, som Lønstrup Café Bio er kendt for. En enig bestyrelse har vedtaget at bakke op om initiativet, idet bestyrelsen ser en mulighed for at løfte et ansvar ift. at præsentere børn for gode filmoplevelser i biografen – oplevelser, som kan føre til, at de som unge og voksne vil værdsætte og finde glæde ved film, fantasi og fællesskab, lyder det.
Bestyrelsen ser samtidig en mulighed for at udbrede kendskabet til Lønstrup Café Bio ad nye veje – så flere mennesker, både børn og voksne, vil blive opmærksomme på Lønstrup Café Bio’s eksistens og få lyst til at deltage i biografens aktiviteter som gæster og/eller engagere sig som frivillige i fremtiden.
BørneBiffen Lønstrup vil i sæson 2019-20 have børnefilm på programmet den første søndag i måneden kl. 15 - første gang søndag 6. oktober.
Filmene vil henvende sig til målgruppen 3-7 år og deres familier, og der vil være tale om et åbent tilbud for alle, som vil blive planlagt og annonceret på lige fod med øvrige aktiviteter i Lønstrup Café Bio.
Ved fremvisning af børnefilmene vil der være salg af popcorn og uddeling af gratis saftevand i baren. Øvrige drikkevarer, slik mv. kan købes i baren jf. vanlige priser. Den lokale forældregruppe, som har opfordret til initiativet, ønsker at engagere sig som ”værter” og sikre hygge, hjemmebagt kage og god stemning.
Det Danske Filminstitut tilbyder gratis udlån af børnefilmpakker, hvis der er tale om ikke-kommercielle filmforevisninger. Lønstrup Café Bio har valgt at benytte sig af denne mulighed og har indgået et samarbejde med filminstituttet – dermed får alle børnefamilier at komme i biografen, da selve filmene kan vises gratis.
En film-eftermiddag vil typisk være skruet sådan sammen, at der først vises en pakke tegnefilm for de tre - fem-årige, hvorefter seancen gentages med tegnefilm for de fem - syv-årige.
Der bliver med andre ord ikke tale om aktuelle Disney-blockbusters, men mere i Cirkeline-kategorien.
Inam Yasin er mor til Ronja og Viggo og har været med til at tage initiativ til BørneBiffen Lønstrup:
- Vi er en gruppe forældre, som bor i Lønstrup med vores små børn. Vi synes, at der mangler et tilbud til børnene herude. Noget, som børnene og deres familier kan være fælles om. Nu har vi jo vores hyggelige biograf lige midt i byen, og det virker bare oplagt med et tilbud om film til børnefamilierne.
Da der er tale om et initiativ af nyskabende karakter, som tilbyder offentlige, kulturelle arrangementer til børn og deres familier,
har man fået bevilget 10.000 kroner fra Hjørring Kommunes pulje til nyskabende initiativer.
En del af Lønstrup Café Bios økonomiske fundament kommer fra både en venneforening, ligesom man i den kommende tid sender omkring 80 sponsorbreve ud - blandt andet til virksomheder i lokalområdet.