Nyt 120 millioner kroners svømmecenterprojekt startet i Vrå
VRÅ: Fredag 5. april 2024 afholdt Idrætscenter Vendsyssel et arrangement for at fejre en magisk milepæl med det første spadestik til et svømmecenterprojekt i Vrå.
Mange parter er involverede i dette projekt, og det beviser endnu en gang, at alt dybest set kan lade sig gøre, når man arbejder sammen her i det nordjyske.
Et spadestik i regnvejr
Måske var det lidt symbolsk, at det første spadestik skulle foregå i regnvejr, når der nu er tale om etableringen af et nyt svømmecenter - og det med et højt humør.
Bestyrelsesformand Torben Fisker sagde således nogle optimistiske ord, mens Eskild Pedersen efterfølgende fik æren af at foretage det allerførste spadestik.
Bidrag og opbakning
Herefter gik de mange fremmødte indenfor, hvor der var tale fra borgmester Søren Smalbro (V), som fremhævede det fantastiske i, hvor mange der har bidraget til projektet udover Hjørring Kommune.
Områdedirektør Jakob Søe Lundgaard fra NCC kom i den efterfølgende tale ind på oplevelsen af den enorme, lokale opbakning og gejst, samt imponeretheden over projektets pengerealisering.
Jakob kunne også fortælle, at der allerede nu er kommet flere lokale håndværkere med på holdet, og at der bliver sendt flere udbud i lokalområdet.
Glæden ved livet i Vrå
Man kan ikke komme udenom livet i Vrå uden en tale fra Arne Larsen-Ledet, som repræsenterede Vrå Beboerforening - og hans sjove tale skabte et fint punktum, før der var både lidt mad og drikkelse.
Fra Idrætscentrets side er man meget glad for, hvor mange der mødte op på den særlige dag - og er taknemmelig for den flotte støtte, som man har modtaget i forbindelse med projektet.
Uden hjælp fra det lokale erhvervsliv, fra Hjørring Kommune, og i særdeleshed fra Sparekassen Danmark, så ville man ikke befinde sig nu med projektet, hvor det er i dag - så stort tillykke til Vrå.