Holger C. Hansen til venstre, Thomas Raunsbæk i midten og Asbjørn Berge til højre.
Livet her

Nye folk på toppen: Trægigant med Lilleheden i Hirtshals får ny koncern-ledelse

02. juni 2021 kl. 18:00

Koncernen Nordic Wood Industries, som Lilleheden i Hirtshals er en del af, har i dag en omsætning på trekvart milliard og 400 medarbejdere fordelt på ni lokationer i Danmark og i udlandet. Med det udgangspunkt etableres nu en helt ny koncernledelse med blandt andet en ny koncernadministrerende direktør, der skal sætte retningen for Nordic Wood Industries og sikre en betydelig vækst i de kommende år – både organisk og via opkøb.

Den tidligere koncern AH Wood Industries, som omfatter fire fremtrædende danske virksomheder inden for træbaserede byggematerialer og præfabrikation, skiftede tidligere på året navn til Nordic Wood Industries som en del af en større vækststrategi. I den forbindelse er man nu klar til næste store skridt på vejen, som indebærer etableringen af en helt ny koncernledelse – hvilket ikke har eksisteret frem til nu – med en erfaren og branchekendt direktør for bordenden. På den måde skal Nordic Wood Industries fremadrettet i langt højere grad agere som én samlet koncern med én fælles retning fremfor fire separate virksomheder.

Thomas Raunsbæk, tidligere direktør i Scandi Byg, skal sammen med de to hovedaktionærer, Holger C. Hansen og Asbjørn Berge, stå i spidsen for koncernen. Asbjørn Berge er formand for bestyrelsen af Nordic Wood Industries. Thomas Raunsbæk indtræder som koncernadministrerende direktør, og Holger C. Hansen vil indgå i koncernledelsen med ansvaret for forretningsudvikling.

- Med Nordic Wood Industries har vi etableret en samlet position i markedet for træbaserede byggematerialer, hvor vi med en helt anden tyngde end tidligere kan arbejde for at øge anvendelsen af træ i byggeriet og udbrede kendskabet til træets mange anvendelsesmuligheder og bæredygtige egenskaber.

Det forklarer Asbjørn Berge, der er formand for bestyrelsen i Nordic Wood Industries. Han påpeger samtidigt, at formålet med Nordic Wood Industries først og fremmest er at tilbyde kunder og samarbejdspartnere en større produktpalette samt en bredere og dybere kompetenceprofil, idet de fire virksomheder i koncernen nu bliver styrket både i bredden og med specialviden indenfor bæredygtigt byggeri i træ. Og med den nye koncernledelse skal den position nu blot udbygges yderligere.

- Virksomhederne i Nordic Wood Industries har mange års erfaring og markedsledende positioner på hver deres felt. Fælles for virksomhederne er et entydigt fokus på kvalitet, innovation og bæredygtighed, og i et koncernfællesskab får vi nu mulighed for at accelerere væksten og udviklingen gennem tværgående samarbejde, bredere markedsindsigt og fokus på én samlet bundlinje, siger Thomas Raunsbæk.

De fire virksomheder i Nordic Wood Industries, der alle er specialiseret indenfor byggematerialer og præfabrikation i træ og har produktionsfaciliteter adskillige steder i Danmark og udlandet, omfatter følgende:

Palsgaard Spær: Spærkonstruktioner, vægrammer ogtagmoduler

CBI Papiruld Danmark: Papiruld

Lilleheden: Limtræsprodukter

Roust Træ: Træbaserede bygningselementer og spær

Nordic Wood Industries beskæftiger tilsammen over 400 medarbejdere med en samlet omsætning på mere end 700 mio. kr. Koncernens selskaber er i dag fordelt på ni lokationer i ind- og udland. Det er koncernens ambition at vokse yderligere i den kommende årrække. Udviklingen skal komme fra såvel organisk som akkvisitiv vækst indenfor rammen af træbaserede byggematerialer og præfabrikation.

Thomas Raunsbæk tiltræder stillingen som koncernadministrerende direktør i Nordic Wood Industries senest den 1. september 2021.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu