Ny nedtur sender Vendsyssel ned i nedrykningsslagsmål
Vendsyssel FF tabte i Køge, og dermed kom nedrykningsstregen nærmere
FODBOLD: FODBOLD: Vendsyssel FF fik lørdag en skidt begyndelse på nedrykningsspillet i Nordicbet Ligaen, da det blev til et 0-3-nederlag på udebane til HB Køge.
Dermed har vendelboerne bare tre point ned til Fremad Amager under nedrykningsstregen. Netop amagerkanerne kommer på besøg i Hjørring næste lørdag.
HB Køge - Vendsyssel FF 3-0 (1-0)
Mål: 1-0 Jacob Trenskow (5. minut), 2-0 Jacob Trenskow (50. minut), 3-0 Janus Seehusen (90. minut)
Advarsler: Tiémoko Konaté, Vendsyssel FF (48. minut), Jon Flanagan, HB Køge (55. minut)
Vendsyssel FF's opstilling (4-4-1-1): Lukas Jonsson - Rune Frantsen, Mads Greve (Tobias Damsgaard, 71. minut), Xandro Schenk, Thomas Oude Kotte (Daniel Skovgaard Mortensen, 63. minut) - Zander Hyltoft (Lucas Jensen, 63. minut), Jelle van der Heyden, Jeppe Pedersen, Tiémoko Konaté - Panagiotis Armenakas (Wessam Abou Ali, 63. minut) - Ronnie Schwartz
HB Køge satte sig på begivenhederne fra kampens start, og allerede i det første minut gav det en god mulighed. Oscar Buch fik lidt heldigt driblet sig forbi Mads Greve, men efterfølgende måtte hjemmeholdets kantspiller se sin afslutning prelle af på overliggeren.
Det var dog en stakket frist for Vendsyssel, for efter fem minutters spil tog HB Køge føringen efter en elendig clearing fra Vendsyssel-anfører Xandro Schenk. Hollænderen sendte Pierre Larsens indlæg lige ud i fødderne på Jacob Trenskow, der nemt kunne sparke hjemmeholdet foran.
Hos Vendsyssel var Témoko Konaté mest nærgående i første halvleg, men helt farligt blev det aldrig, og i stedet var HB Køge tæt på at fordoble føringen kort før pausen. Joachim Rothmann slap alene igennem, men Vendsyssel-målmand Lukas Jonsson reddede sit hold med en god fodparade.
2-0 blev det til gengæld fem minutter inde i anden halvleg, da Jacob Trenskow gjorde sig selv til dobbelt målscorer. HB Køge-spilleren modtog bolden på kanten af feltet, tog et enkelt træk og lagde bolden ned i det fjerneste målhjørne.
Få minutter senere var Jacob Trenskow tæt på at fuldende sit hattrick, men denne gang måtte han se sit forsøg gå snert forbi mål.
Efter en times spil fik Vendsyssel en god mulighed for at komme tilbage i kampen, da Panagiotis Armenakas modtog bolden på kanten af feltet, men australieren med de græske rødder bankede bolden langt over mål.
Et kvarter før tid burde hjemmeholdet have afgjort kampen definitivt, da William Madsen slap fri efter et par fine driblinger, men helt alene med Lukas Jonsson sparkede Madsen bolden forbi mål.
Den afbrænder fik dog ikke nogen betydning, for Vendsyssel var reelt aldrig i nærheden af at komme tilbage i kampen. I stedet cementerede Janus Seehusen sydsjællændernes velfortjente sejr med en scoring i kampens tillægstid.