Ny natklub med gamle materialer
Det kan være svært at se forskel på, hvad der er byggerod og gennemtænkt indretning, når man træder ind på i lokalerne på Søndergade 7.
Adressen, der tidligere huserede baren Peggy Sue, fik nyt liv, da den nye natklub Barbara’s åbnede 23. februar.
Store dele af det nye sted er indrettet med genbrugsmaterialer.
- Vi går efter at holde en stil med et meget rustikt look, som man blandt andet kender det fra New York-lejligheder. Det er noget nyt, som Hjørring ikke har set før og måske også har manglet lidt, siger han.
Indretningen består blandt andet af bordplader, der er lavet af et ca. 35 år gammelt gulv, en væg lavet af gamle paller, og subwoofere, der er indrammet i fiskekasser fra Hirtshals.
- Det er fedt, at kunne benytte nogle lokale genbrugsmaterialer og give dem nyt liv. Jeg vil skyde på, at 50 procent af indretningen er genbrug. Det er nærmest kun selve baren, der er ny, fortæller Mikkel Hørby.
På samme adresse ovenpå Barbara’s ligger Buddy Holly. Men hvor Buddy Holly henvender sig til det lidt yngre publikum, er det planen, at Barbara’s skal stå i kontrast til det, fortæller medejer Peter Søby Kristensen.
- På et tidspunkt rammer man en alder, hvor Buddy Holly ikke lige er det fedeste længere. Med Barbara’s vil vi gerne give noget til det mere modne publikum. Noget vi også kan spejle os selv i, siger han.
Både indretningen men også barens sortiment skal være med til at tiltrække den målgruppe, som Peter Søby Kristensen taler om.
Der vil blandt andet være et bredt udvalg af specialøl og et stort cocktailkort med en hel sektion udelukkende til gin & tonic.
- I bund og grund satser vi på kvalitetsprodukter og friske råvarer til vores cocktails. Når man bliver lidt ældre, bliver man samtidig mere opmærksom på, hvad det egentlig er, man hælder i hovedet, siger han.
Derudover vil der fremover blive afholdt ølsmagninger, whiskysmagninger, live-koncerter og stand-up på den nye natklub.