Ny indehaver af Trinbrættet i Sindal
Grillbaren/pølsevognen Trinbrættet, der ligger på adressen Ved Banen 1 i Sindal, har skiftet ejer. Pia Fiehn har efter fire år med grillbaren valgt at sælge til Canh Pham, da hun vil koncentrerer sig om andre gøremål.
Canh Pham er ikke ukendt med at drive en grillbar. Han ejer også Byens Café i Østervrå, der sælger delikatesser som smørrebrød og stjerneskud, grillmad og sandwich.
- Jeg vil gerne prøve at sælge hjemmelavet mad, og da Trinbrættet er kendt for sine gode hjemmelavede burgere og hjemmelavede ribbenburgere, kom muligheden for at overtage Trinbrættet lige tilpas, fortæller Canh Pham.
Canh Pham fortsætter i det samme gode spor med hjemmelavet mad. Der bliver ikke lavet om på noget. Kunderne får stadig hjemmelavede burgere af 100 procent rent oksekød, og de kan fortsat vælge mellem bøffer fra 150 - 300 gram i deres burgere. Ribbenstegen er også fortsat hjemmelavet med sprød svær. Herudover tilbyder Trinbrættet på et righoldigt udvalg af pølser og grillmad.
- Jeg gør mig umage med tilberedningen. Kunderne skal kunne smage, at maden er hjemmelavet og af høj kvalitet, og jeg fokuserer på, at der er en god service og hyggelig stemning her på Trinbrættet. Vi er en lille oase midt i en travl hverdag, siger Canh Pham.
Canh Pham stammer fra Vietnam og kom til Danmark for 24 år siden for at blive familiesammenført med sin mor og far samt lillebror, der kom til landet som bådflygtninge. Canh Pham har gået på Lundergårdskolen i Hjørring og efterfølgende på Horne Efterskole. Han er blevet uddannet til ortopædisk håndskomager i København, og er for tiden ansat ved Sahva i Aalborg i 20 timer om ugen.
Da Canh Pham foruden de to grillbarer også har fast arbejde, er det nødvendigt for ham at have medarbejdere til hjælp. I Sindal er der foruden Canh Pham beskæftiget 5 medarbejdere, og i Østervrå har han 2 medarbejdere ansat.
Trinbrættets åbningstider er fra 11 til 20 mandag til fredag. Weekender og helligdage åbner han en time senere. Til de lækkersultne er der altid et godt tilbud som to franske for 40 kroner.