Nr. Lyngby fejrede indvielse af udsigtskikkert og bunkeråbning
Fredag 30. juni var der i smuk solskin og pænt med blæst indvielse af Nr. Lyngby Borgerforenings 'Hyäne'-projekt med opsætning af en udsigtskikkert og åbning af en udgravet bunker.
Fremmødet på dagen var meget flot med omtrent 60 personer, der kunne høre borgerforeningens formand, Søren Bangsø, byde velkommen og fortælle om planlægningen og udførelsen.
Rejse med opbakning
Idéen til projektet opstod tilbage i 2021, og i slutningen af samme år startede man med at ansøge flere fonde om midler, hvor det lykkedes at indsamle i alt 110.000 kr. med hjælp fra diverse sponsorer.
Beløbet stammer fra donationer fra Hjørring Kommunes matchningsmidler, Fritidsnet, Friluftsrådet, Feriepartner Løkken, Vendsyssel Tidendes Fond og Sejlstrup Entreprenørforretning, som alle blev takket særskilt.
Man har også været godt hjulpet af Hjørring Kommunes Byg og Miljø, herunder dets Natur-team, ligesom man også har fået en hurtig behandling ved Klitfredningsnævnet.
Udover nogle taknemmelige ord omkring rejsen, så gav formanden også en stor tak til Strandfogedgårdens Leif Vange, som gav tilladelse til, at projektet blev opført på hans jord.
De rigtig mange frivillige i området, der har hjulpet i utallige timer med alt det praktiske omkring monteringer og etableringer, fik også fine ord med på vejen.
Radaranlæg og bunker
Bestyrelsesmedlem Bjørn Bjørnskov, som er idémand bag projektet, fik derefter ordet, hvor han kunne fortælle mere om den særlige historie bag den forhenværende, tyske radarstation, 'Luftwaffenstützpunkt Hyäne'.
Borgerforeningen ville gøre stationen mere kendt og tilgængelig for de mange mennesker, der dagligt går tur langs klinten, og man besluttede derfor, at man på den gamle radarsokkel ville opsætte en udsigtskikkert, som efter meget arbejde nu er opsat og frit kan anvendes af alle i de autentiske omgivelser.
Udover stationen, så er arbejdet med at åbne den nærliggende mandskabsbunker også færdigt - den er nu offentligt tilgængelig, så det er muligt at gå ind i bunkeren, hvor der er etableret lys og bedre adgangsforhold.
Denne bunker var i øvrigt beregnet til et ophold på hele 20 mand, og man kan nu selv danne sig et indtryk af, hvordan det må have været at opholde sig derinde i længere tid ad gangen.
Efter begge taler var der både bobler og kransekage inden, at der var mulighed for at besigtige den nyindviede mandskabsbunker, ligesom mange af gæsterne benyttede lejligheden til at afprøve den nye panoramakikkert, som giver et enestående udsyn ud over Vesterhavet, samt landskaberne ud til Rubjerg Knude Fyr mod nord og Løkken Mole mod syd.