Nordsøen Oceanarium kan halvere entre-prisen henover sommeren

27. juni 2020 kl. 08.00

HIRTSHALS: På Nordeuropas største akvarium i Hirtshals sættes gæsternes tryghed først.

- Sikkerheden og trygheden for gæsterne og de ansatte er vores førsteprioritet, og derfor vil et besøg heller ikke være helt som gæsterne kender det fra tidligere. For at undgå kø og trængsel er der afstandsmarkeringer og tydelig skiltning med anvisninger og retningslinjer. Der er opsat desinfektionsdispensere strategiske steder og enkelte områder bliver af hensyn til sikkerheden ensrettet, siger direktør Karl Henrik Laursen.

- Vi vil opfodre gæsterne at respektere dette, samt anvisninger fra personalet. På denne måde er både medarbejdere og gæster med til at skabe rammerne for en tryg familieoplevelse, tilføjer han.

I den helt nye udstilling Nordsøens Jægere kommer man med på en fascinerende rejse gennem Nordsøens fødekæder, fra de helt små plankton og helt hen til de største rovdyr. Udenfor krabbefangst med de bare næver, ravjagt, leg og læring for store og små. ”Ved Fyret” kan de voksne slappe af mens børnene leger og sopper i bækken.

Regeringens Sommerpakke gør at feriegæster nu kan besøge mange attraktioner til halv pris fra 27. juni til 8. august. Det gælder også på Nordsøen Oceanarium.

På grund af myndighedernes restriktioner er der adgangsregulering på de fleste attraktioner. Det forholder akvariet i Hirtshals sig selvfølgelig også til.

Marketingchef Sylvia Berglund siger:

- For at gøre alles besøg så trygt og hyggeligt som muligt er der begrænset adgang. Gæsterne kan sikre sig adgang ved at købe billetter online senest dagen før besøget på akvariets hjemmeside. Vi anbefaler også vores gæster at så vidt muligt lægge besøget enten først på dagen eller om eftermiddagen, da der oftest er færrest gæster der. Vi håber inderligt at vores mange turister orienterer sig grundigt på vores hjemmeside inden besøget, så vi skal afvise så få som overhovedet muligt på dagen. Vi har plads til rigtig mange besøgende, både ude og inde, hvis bare de ikke kommer alle sammen på én gang.

Nordsøen Oceanarium råder over 10.000 m2 indendørs, 6.000m2 udendørs, 75 akvarier og mere end 7.000 fisk og andre havdyr - blandt andet en 450 kg stor klumpfisk, hajer og stimefisk i tusinder. Udenfor boltrer gråsæler og spættede sæler sig i det enorme anlæg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste