Nordjylland vil være fossilfrit
En ambitiøs vision erkender Mogens Gade, der er formand for Business region Nord
KOMMUNEN: 70 repræsentanter for de nordjyske kommunalbestyrelser og Regionsrådet har en fælles vision om, at Nordjylland skal arbejde for hurtigst muligt at blive fossilfri.
Det er helt i tråd med det initiativ, man satte på skaft under navnet Strategisk Energiplanlægning i Nordjylland sidste år.
- Det er en ambitiøs vision, og vores beregninger viser, at der skal investeres et tocifret milliardbeløb i energianlæg af såvel borgere, virksomheder, kommuner og Regionen, hvis vi skal nå i mål.
- Men der er også en stor gevinst at hente i form af vækst og arbejdspladser, hvis vi griber det systematisk an.
- Derfor er det brede samarbejde i Strategisk Energiplanlægning i Nordjylland afgørende, siger Mogens Gade, formand for BRN og borgmester i Jammerbugt kommune.
Det er naturligt at søge at afklare hvordan visionen om et fossilfrit Nordjylland vil påvirke lokal- og regionalpolitikken på andre områder end energi- og forsyningsområdet. Eksempelvis inden for mobilitet, transport og byggeri i takt med øget anvendelse af vedvarende energi samt mere bæredygtige brændstoffer og materialer.
- Når vi har sagt, at vi vil det her, så er vi naturligvis opmærksomme på, at det får betydning for valg og fravalg, på mange områder med betydning for Nordjylland.
- Men vi er sikre på, at de nordjyske borgere og virksomheder bakker op om det langsigtede mål, og så må vi i dialog og samarbejde løse de udfordringer, som nødvendigvis vil komme hen ad vejen, siger Mads Thomsen, formand for Udvalg for Klima og Miljø i Region Nordjylland.
Næste skridt i samarbejdet i regi af Strategisk Energiplanlægning i Nordjylland er udarbejdelse af et politisk aftaledokument om fremtidens energiplanlægning i Nordjylland.
Det dokumenskal godkendes i de nordjyske kommunalbestyrelser samt i Regionsrådet.