Nordjylland Rundt på cykel
Nordjylland Rundt på cykel er efterhånden blevet et nordjysk klassiker: Lørdag 10. juni vrimler det med cykelryttere ud af Aalborg Kasserne allerede fra morgenstunden. De lange ruter tager deltagerne med rundt i hele Vendsyssel. Fra de snorlige og forblæste landeveje ved Store Vildmose over de skarpe bakker i skovene ved Jyske Ås til de snoede landeveje ved indsejlingen til
Limfjorden i Hals.
- Løbet byder også på kortere distancer. For eksempel kan man vælge at køre LADY Tour eller Skoda Tour som begge har en distance på 85 km og med to indlagte stop, hvor rytterne kan få tanket energidepoterne op. For de to arrangerende cykelklubber Cykle Clubben Hjørring og Aalborg Cykle-Ring er det afgørende, at netop planlægning og koordinering er i fokus for at undgå trafikale konflikter. Cykelrytterne opfordres til at vise hensyn i trafikken og sende bilisterne et venligt smil og omvendt håber cykelfolket på at bilisterne også viser tålmodighed, lyder det fra arrangørerne.
Løbet blev første gang kørt i 1990 og er dermed det ældste cykelmotionsløb i det nordjyske. "NORDJYLLAND RUNDT på cykel" er cykelløb og cykelmotion på alle niveauer og i alle aldre. Løbet arrangeres af Aalborg Cykle Ring og CCH Hjørring - to nordjyske cykelklubber, som begge tilbyder cykling for børn og unge, licensryttere og bredden under Danmarks Cykle-Union. Gennem alle årene har cykelklubberne i Aalborg og Hjørring afviklet arrangementet. Ud over at give deltagerne en oplevelse har løbet også til formål at skaffe midler til børne- og ungearbejdet i de to arrangerende klubber.
Start og mål er med udgangspunkt i Aalborg Kaserner på Hjørringvej. Her slutter løbet på løbebanen, som i anledning af løbet er en omdannet til en velódrom. Det er også her man kan tilmelde
sig dagen inden løbet, hvis man ikke allerede har gjort det.