Billede beskrivelse

Når mænd taler om sig selv og andre mænd

Vendsyssel Teater byder på fem ”teatersamtaler” om mænd, der nødigt snakker for meget.

22. september 2019 kl. 12.59

HJØRRING: Mandetavshed kalder de det på Vendsyssel Teater. Altså tavsheden hos mænd, der ikke bare fortæller alt om, hvad de føler. I hvert fald ikke til hvem som helst. Netop de tavse mænd er også det første emne for Vendsyssel Teaters nye tiltag ’Teatersamtaler’. Her vil publikum blive inviteret til at deltage i en teatersamtale efter den nye forestilling ’Tæt tåge’. Teatersamtalerne foregår efter fem forestillingsaftener, hvor en inviteret gæst vil blive interviewet ude i foyeren.

- Vi siger, at Vendsyssel Teater skal være byens dagligstue, siger teaterdirektør Lars Sennels i en pressemeddelelse fra Vendsyssel Teater.

- Derfor vil vi også gerne lægge rum til publikums snak med hinanden efter forestillingerne. Ved at invitere til disse teatersamtaler håber vi, at vi kan være med til at få folk til at tale sammen – og også til at inspirere vores publikum til at sætte ord på den kunst, vi skaber. Ikke bare med de sædvanlige ord om, at det var godt teater eller kedeligt teater, men måske også med nogle ord, som mere præcist dækker oplevelserne, siger Lars Sennels.

- Vi er gået sammen med Teatret Svalegangen i Aarhus, BaggårdTeatret i Svendborg og Odsherred Teater om at eksperimentere med forskellige publikumsprojekter og debatformater den kommende sæson – og vi har fået støtte til projektet fra Statens Kunstfond. Så vi glæder os meget til at se, hvad det bringer med sig.

Præsten Peder Madsen fra Skallerup Kirke indleder teatersamtalerne mandag den 30. september. Han vil fortælle om sin teateroplevelse ud fra sin mangeårige erfaring med at tale med folk, både når de er allermest lykkelige – og når de står ved begravelser og skal finde ud af at leve videre alene.

Torsdag den 3. oktober kommer psykologen Inge Kaldahl fra Aalborg. Hun arbejder på at skabe livssamtaler for at finde et sprog for det det, der gør ondt.

Torsdag den 10. oktober kommer sociologen Anders Petersen, der forsker i vores opfattelser af lykke og af sorg.

Og tirsdag den 15. oktober kommer Knud Kristensen, der er mentor på projektet ’Kom videre mand’, der arbejder med selvhjælpsgrupper for mænd i Aalborg, hvor otte mænd sættes sammen i en gruppe, der mødes for at skubbe hinanden videre gennem en svær tid.

Gæsten torsdag den 8. oktober er hemmelig.

- Vendelboerne bruger typisk ikke særligt mange ord over for fremmede, siger teatrets kunstneriske chef Anne Middelboe Christensen.

- Derfor faldt vi for Eva Boland Kochs tekst om to mænd, der pludselig bliver nødt til at tale sammen, selv om den ene i hvert fald ikke er interesseret. Men så kom vi også på idéen om, at det jo nok også var en god idé at høre, hvordan tilskuere egentlig reagerer på forestillingen bagefter.

Det er gratis at deltage i Teatersamtaler, som formodentlig vil vare en halv times tid hver gang.

Teatersamtaler:

Mandag 30/9: Peder Madsen (præst)

Torsdag 3/10: Inge Kaldahl (psykologisk rådgiver)

Torsdag 10/10: Anders Petersen (sociolog)

Tirsdag 8/10: Hemmelig gæst

Tirsdag 15/10: Knud Kristensen (mentor på projekt ”Kom Videre Mand” i Aalborg)

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste