Museum frister med ferietilbud
Vendsyssel Historiske Museum lokker med en række aktiviteter i vinterferien fra 18. - 23. februar, både inde og ude.
Alle dage holder den gamle købmandsbutik åbent i Museumsgade - der vil være mulighed for at lære om vægt og mål og få en god snak med købmændene. I købmandsbutikken sælges spegepølse, ost, kaffe, lys, bolsjer og meget, meget mere.
Mandag den 19. februar kan man komme på tur gennem Vendsyssels middelalder
- Middelalderen var en vigtig periode af dansk historie, hvor grundstenene til det samfund, vi kender i dag, blev lagt. Kom med på tur med museumsinspektør Morten Larsen tilbage til middelalderens Vendsyssel, hvor vi skal høre om stridslystne konger, hellige mænd og kvinder, driftige borgere og flittige bønder, lyder opfordringen.
Tur 1: kl. 11-12: Kongemagt og kirke. Mødested: P-pladsen ved Asdal Kirke. Allingdamvej 75, 9850 Hirtshals.
Tur 2: kl. 14-15: Bønder og borgere. Mødested: P-pladsen ved Hjørring Skt. Hans Kirke, Kirkegårdsvej 20A, 9800 Hjørring
Tirsdag den 20. februar og torsdag den 22. februar får Hirtshals Museum over to dage besøg af medlemmer af Haveholdet, der bl.a. vil fremvise gamle maritime håndværk. Der vil også være mulighed for at lave flotte nøgleringe og den berømte "abeklo", som du kan tage med hjem.
Det sker i tidsrummet fra klokken 11 - 16.
Onsdag den 21. februar er der optakt til købstadsjubilæum. I år fejrer Hjørring by 775 års købstadsjubilæum, hvilket markeres senere i år. På Vendsyssel Historiske Museum vil museumsinspektør Christian Støve fortælle om byens lange historie, med nedslag i flere markante begivenheder, i museets jubilæumsudstilling Skattekisten. Efter omvisningen er der mulighed for en kop kaffe, the eller kakao i museumsbutikken.
Det foregår kl. 13.30 - 14.30 i Museumsgade.
Torsdag den 22. februar er der byvandring ved volden
- For 100 år siden blev den endelige fredning af vestdiget i Christiansgave stadfæstet i Overfredningsnævnet. Det blev på landsplan fredning nummer to efter den nyskabende naturfredningslov fra 1917, slået med et mulehår af fredningen omkring Ejer Bavnehøj. Det markerer vi med et lille besøg ved diget, hvor vi fortæller om fredningen og lidt om digets og parkens historie. Turen er arrangeret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Hjørring, og Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur, Hjørring, oplyses det.
Mødestedet er hovedindgangen til Christiansgave i Skolegade, og arrangementet varer fra klokken 16 - 17.
Fredag 23. februar kan man komme ind i Museumshaven og prøve kræfter med en metaldetektor. Her kan man prøve at finde de spændende genstande af metal, som ligger skjult i plænen. det sker i tidsrummet mellem klokken 11 - 13.