Murermester Bjarne Olsen og Søn kåret som årets Gazelle virksomhed
Der er sket meget siden Bjarne Olsen i 2000 startede sin murervirksomhed på Parallelvej i Sindal som en lille enkeltmandsvirksomhed til i dag, hvor firmaet beskæftiger 13 mand.
Det er gået så godt for murerfirmaet Bjarne Olsen & Søn ApS, at erhvervsmagasinet Børsen har fået øje på virksomheden, der i løbet af de sidste fire år har haft så positiv en vækst, at omsætningen samlet set er blevet fordoblet. Derfor har Børsen kåret firmaet som Gazelle virksomhed 2017. At få den ærefulde betegnelse som årets Gazelle, er noget de fleste virksomheder drømmer om, men kun de færreste opnår. Det var derfor med stor glæde og overraskelse, at Bjarne Olsen og sønnen Kasper Olsen modtog det glade budskab fra Børsen.
Generationsskiftet i firmaet er så småt begyndt. I 2012 blev sønnen Kasper Olsen medejer, og i dag ejer far og søn hver 50 procent. Kasper har stået i mesterlære hos sin far og ved derfor, hvad godt håndværk betyder for virksomheden og kunderne.
- Den bedste reklame er et godt stykke arbejde ude på byggepladserne til en fair pris, så er kunderne tilfredse og siger det til andre, fortæller Kasper Olsen.
Antallet af medarbejdere er løbende blevet øget i takt med stigende ordretilgang. I 2013 beskæftigede firmaet 4 mand. I dag er der 13 og 4 lærlinge, som normalt får lov til at fortsætte hos Bjarne Olsen og Søn efter læretiden.
Murerfirmaet arbejder over hele landet. De er altid klar, hvad enten det drejer sig om nybygninger, renoveringer eller nye badeværelser, og da Bjarne Olsen er specialist i gammeldags kalkning, er han meget efterspurgt, når der skal kalkes huse og kirker.
For tiden arbejder firmaet 10 forskellige steder i Aalborg området, og i Støvring er Bjarne Olsen og Søn i færd med at opføre 20 nye huse.