Mountainbikebane i Tversted
Så lykkedes det med at få lov til at lave en mountainbikebane i Tversted.
Det oplyser Tversted Borger- og Turistforening, som i lang tid har haft en dialog med Skov- og Naturstyrelsen om emnet.
- På seneste møde med Skov- og Naturstyrelsen er det nu endelig lykkedes at komme til enighed om at anlægge en mountainbikebane i Tversted med start og slut ved Tversted søerne. Det bliver en super bane på ca. 10 km med mulighed for evt. senere udvidelse med flere bakker og sløjfer, oplyser foreningen i et nyhedsbrev, som netop er rundsendt
Der er allerede en flittig arbejdsgruppe som har været ude og sætte pinde op på selve sporet, og nu er det med at få kørt på sporet, så det bliver let genkendeligt hvor man må køre. Dette er et stort flueben vi kan sætte, og der er ingen tvivl om at det er et fantastisk tiltag for alle mountainbike glade borgere i Tversted og også i de nærliggende byer. Men det er bestemt også et vigtigt signal at sende til turismen i Tversted.
- Jeg er blevet kontaktet et par gange af personer, der gerne vil hjælpe med at starte en mountainbikebane op, men da det er over to år siden må vi starte lidt forfra. Er der nogen derude der gerne vil hjælpe nu eller senere, skriver I bare til mig og jeg skal sørge for I bliver kontaktet, skriver formanden Finn Jørgensen.