Billede beskrivelse

Mere affald sorteres i Hjørring Kommune: Nu kan mælkekartonerne også genbruges

Fra 1. april kan du lægge mad- og drikkekartoner i containeren til plast- og metal

28. marts 2022 kl. 02.00

Vi danskere er inden for de seneste 10 år blevet markant dygtigere til at sortere vores affald.

Men vi kan blive endnu bedre - og nu er der kommet flere muligheder for at afsætte affaldet til genanvendelse. Derfor udvides dine muligheder fra 1. april.

Det oplyser Hjørring Kommune.

Hvordan skal du sortere?

Mad- og drikkekartoner fra f.eks. mælk, yoghurt, bønner og tomater kan du fremover lægge i samme containerrum som plast- og metalaffald.

Som med plast- og metalaffald gælder det, at emballagen skal tømmes og skrabes så godt som muligt for indhold, men ikke behøver at blive grundigt rengjort. Er emballagen for beskidt, skal den i restaffald.

Pap kan fremover lægges i samme containerrum som papir. Det skal dog være i en størrelse, så det ikke sætter sig fast i containeren ved tømning.

Du kan f.eks. slå mindre papkasser sammen eller rive dem i stykker. Større papkasser skal stadig afleveres på genbrugspladsen.

Nye klistermærker

For at tydeliggøre sorteringen vil du i løbet af foråret få udleveret to nye klistermærker, som du kan sætte på din container i stedet for de eksisterende.

Du får et klistermærke til plast og metal samt mad- og drikkekartoner, og du får et klistermærke til papir og pap.

Containeren til plast/metal/mad- og drikkekartoner og papir/pap vil fortsat blive tømt hver 4. uge, og containeren til restaffald/madaffald vil fortsat blive tømt hver 14. dag.

Resten af 2022 kan du gratis bestille en ekstra container på hjoerring.dk/mitaffald, hvis du mangler plads. Her kan du også tilmelde dig kommunens SMS-ordning og få besked inden tømning.

Hvad sker der med affaldet?

Mad- og drikkekartonerne i din container køres sammen med plast- og metalaffald til Reno-Nords sorteringsanlæg i Aalborg.

Her sorterer anlægget kartonerne fra, så de kan gå videre til specialbehandling. Behandlingen består i at fjerne den indvendige folie i kartonen, så det bliver et ensartet materiale, hvor papirfibrene kan genanvendes til nye produkter.

Pappet, som du smider i rummet sammen med papir, køres til en fabrik og omdannes til f.eks. toiletruller eller nye papkasser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste