Masser af jul i Bjergby

22. november 2017 kl. 05.19
Opdateret 23. november 2017 kl. 13.47

På fredag skyder Bjergby julen i gang.

Så tændes juletræet i byen. Der serveres varm gløgg til de voksne og måske lidt godt til ungerne. Julemanden kommer forbi og hjælper med at tænde træet. Allerede fra klokken 16 serverer Dag’li Brugsen pølser og drikkevarer foran Brugsen. Træet tændes kl. 17.00, der er al mulig grund til at møde op.

25. november starter Aktivitetshuset Solhjem sit traditionelle julemarked, og der er basar i Sognehuset.

Ved basaren kl. 10-15 i Bjergby-Mygdal Sognehus ved Bjergby Kirke vil voksenkoret synge, der er modeshow, der serveres smørrebrød, der er tombola, salgsboder med håndarbejder, hjemmesyltede ting, bagværk, lys, kort, bøger, dekorationer, pyntegrønt m.m. Der kan købes kaffe, te og saftevand med hjemmebag.

Ved julemarkedet i Aktivitetshuset Solhjem er hele huset fyldt med gaveideer og juleting. Aktivitetshuset Solhjem ligger ved Peterspladsen lige overfor Bjergby Kirke. Julemarked holdes lørdag 25. og 26. november, 2. og 3. december. Alle dagene fra kl. 11 til 16.

Uggerby Husflid, som er en del af Aktivitetshuset Solhjem, holder også åbent, så man har mulighed for at prøve drejebænke, og at se alle de spændende ting, der kommer ud af de gamle håndværk. Husflid er kreativt håndværk, der vil være mulighed for at købe kunsthåndværk, billedkunst, hobbyting, håndarbejde, træting, smykker og broderi.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste