Måske har de hørt rygter om vand i midtbyen
HJØRRING: Andemor med otte ællinger var onsdag på sightseeing i Hjørrings midtby. Den lille familie vakte opsigt, da den promenerede på Sct. Olai Plads sidst på eftermiddagen.
Om andemor har hørt rygterne om, at der skal være vand i midtbyen melder historien ikke om. Men der vil dog gå noget tid endnu, inden vandet kan løbe fra Sct. Olai Plads gennem Strømgade og videre over Springvandspladsen.
Familiens bytur bød blandt andet på trappetræning ved Arbejdernes Landsbank, og andemor havde godt styr på de ellers temmelig rappe tropper.